Gralsarbejde i Bhutan ~En personlig rejsefortælling om virkelighedens magi

Jeg er i skrivende stund i Bhutan, det lille kongedømme i Himalayabjergene. Eller som Bhutaneserne selv kalder det : Druk-Yul, Tordendragens land.
Vi sidder i Lufthavnen i Paro og venter, imens regnen udenfor styrter ned.
Vores fly er forsinket i op til 5 timer, og det er efter sigende meget normalt her i det omskiftelige bjerg-vejr.
Men i Bhutan tager de alting med et smil og en ubeskrivelig indre ro, som heldigvis smitter langt hurtigere end man skulle tro.20160326_160605

Vi er en gruppe på 20 danskere der er taget med Marianne Lane ud på en spirituel rejse, hvor vi har lavet energiarbejde for mennesker og jorden.
Rejsen har været en del af det Marianne har kanaliseret ind, som ‘gralsarbejdet’. Gralsarbejdets har til hensigt at heale og stabilisere jordens energifelter og samle en fuldendt gral, som rummer den rene og afbalancerede tilgang til essensen af alle de oprindelige kulturer på jorden.
Denne gral skal mennesker nu, og i fremtiden, kunne skabe forbindelse til og læne sig ind i, som en støtte til at leve som hele, rodfæstede mennesker – i en ny og globaliseret verden.
Hele rejsen startede med et syn Marianne havde, i en kanalisering omkring gralsarbejdet.
Synet indebar at hun skulle til Himalaya og ankre en masse forskellige kulturgraler, i jordens felt.
Der var ingen tvivl om at det skulle være i Bhutan, da landet bærer den renhed og måde at praktisere deres tro og kultur på, som stemmer bedst overens med grundlaget for den nye tids fællesgral.

Sammenhængen imellem kultur og tro, har igennem tiden været stærk i de fleste samfund og det arbejde vi rejser rundt i verden og laver, er tæt forbundet til begge.
Visionen er stærk, og for de fleste nærmest utopisk ; at skabe et forenet folkefærd på jorden – med et fundament som indeholder grundlaget for den rene adgang, til ens egen indre tro.

Denne gang var det mig der arrangerede turen, og alt det planlægning der følger med at skulle have en gruppe på 20 personer med til Himalaya, er en lang process i sig selv. Så min Bhutan oplevelse startede allerede ved planlægningsfase ét, og har været til tider hård og udmattende, men også uendeligt spændene og lærerig.

Jeg har altid følt mig tiltrukket af de gamle bhudistiske samfund i Himalaya, og har haft et dybt ønske om at opleve deres unikke kultur, inden den blev udvandet af den vestlige verdens indflydelse.

Bhutan har længe været et lukket land og går meget op i at nære og opretholde deres stærke kulturelle rødder.20160325_113039
På klimatopmødet i København i 2009, udnævnte Bhutans regering, landet som CO2 neutrale – og noget af det Bhutan er allermest kendt for er deres CO2 venlige klima politik, og det at de måler deres brutto nationale produkt i lykke. De kalder det ”Gross National Happiness”, som er et system hvormed de måler landets velstand, i befolkningens indre tilfrehdshed.
Bhutan som land, virker til at være mester indenfor holistisk tankegang og livssyn. Generalt er der ingen vigtige beslutninger der bliver truffet uden af landets kulturarv, miljø og indbyggernes generelle varetagen, tages i betydelig betragtning.
Men selvom Bhutan nok er nær det tætteste man kan komme på ægte ShangriLa, med deres storslående natur, velbevarede bygge-stil og velbevarede religiøse relikvier, er det de færreste der rejser hertil. Grunden er nok for de flestes vedkommende, at det er et forholdsvist dyrt land at befinde sig i. Alle rejsende til Bhutan, skal nemlig have et forudbestilt og forudbetalt visa. Derudover skal man søge visa igennem et statsgodkendt rejsebureau, som sørger for Bhutanesiske guider, som trofast følger en i alt den tid man opholder sig i landet.
Forudbetalingen af rejsen indebærer betaling af alle faste udgifter til både rejse-agentur, kost og logi, samt kørsel og diverse turistattraktioner i landet.
Derudover betaler man det de kalder royalty, som er en turisme baseret statsindtægt som går primært til fri skolegang og et yderst velfungerende sundhedssystem. Det vil sige at alle Bhutanesere er sikret skolegang, fri lægehjælp og medicin.
Dette er bare en af de mange måder hvorpå landets ledere er med til at sikre velfærden i det lille land, med blot 700.000 indbyggere.

Rejsens tema har denne gang været døden. Den menneskelige død kontra sjælens evige liv. Et fald af virkeligheden som vi kender den, og angsten der følger med.
Det eneste vi med sikkerhed kan sige om livet er, at vi bliver født og at vi dør.
Til trods for den sikre kendsgerning at vi alle skal dø før eller siden, er døden for langt de fleste relateret til utallige frygtbaserede reaktioner.
For størstedelen af os, ihvertfald i vores vestlige del af verden, er døden li med vores endelige. Og de utallige konstant-aktiverede overlevelses mekanisme-knapper, er mere end villige til hele tiden at understøtte vores værste frygt herom.
Men med sjælens indflydelse, er døden meget mere end det.
Set fra sjælens højere perspektiv; er døden blot en overgang. En transformation fra det ene, til noget andet.
Og med døden kommer muligheden for forløsning, forandring og begyndelsen på noget nyt.

Bhutaneserne virker til at have et meget naturligt og afslappet forhold til døden. Som udgangspunkt tror de på sjælens uendelighed, igennem den buddhistiske t20160325_102211ilgang til reinkarnation. Og jeg tror at deres udgangspunkt har hjulpet os igennem dødsprocesserne, på en blid og rummelig måde, som har givet plads til den naturlige tilgang til døden i hver enkelt af os.

Jeg har mærket i min egen indre process hvordan angsten for døden udløses overalt i vores liv og hverdag, på et uendeligt antal måder.
Som om at døden er roden, hvorudfra der går et uendeligt antal strenge, som kan spille i harmoni eller disharmoni, alt udfra vores erfaringer, livsopfattelse og menneskevæsens forskellige kodninger.

Som forberedelse til turen, gennemgik jeg men egen dødsprocess.
Dem har jeg efterhånden gået igennem en del af, i forskellige afskygninger. Det er nemlig altid sådan at ligeså snart man har fået styr på et område i livet og i sig selv, åbner det op for nogle nye lag, som man slet ikke har styr på. Simpelthen fordi ens udgangspunkt har ændret sig, og at man derved aldrig har haft mulighed for at udfolde sig i forhold til ens nye fundament. Ligeså snart overgangen ind i noget nyt medfører at skulle slippe gamle overbevisninger og adfærdsmønstre, kan det sammenlignes med at overgive sig til døden. Det at skulle slippe det gamle fundament, uden at vide hvad der kommer.
I forbindelse med disse processer har jeg tit tænkt på scenen i Indiana Jones, hvor han træder ud i afgrunden og først når han har taget skridtet, dukker der en ny sten op han kan træde på.Det er for mig et rigtig godt billede på overgivelse, og det at læne sig ind i tillid til det ukendte.

Denne gang handlede min dødsprocess om at slippe den sidste del af min modstand imod mit arbejde, og det at acceptere mig selv om healer og spirituel lære.
Indtil nytåret 2016, har jeg aldrig sagt helt og aldeles ja.
Der har været alt for mange modstridende følelser og reaktioner i mig, der spændte imod.
Jeg troede før at det bare var et spørgsmål om at overgive mig dybt nok, men set i bakspejlet forstår jeg nu, at disse ting tager tid.
Ikke bare skal man ville det, men en vigtig del er også at aktivt ændre de uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, og med tiden justere i det, så det passer til alt det nye der blomstrer frem, når det gamle langsomt slipper.

De før20160325_115005ste uger af året steg presset. Både arbejdsmæssigt og indeni.
Efter min rejse til Assisi med Galina i Februar, vidste jeg at jeg var helt klar. Følelsesmæssigt slap det allerede inden rejsen, men i den virkelige virkelighed, slap det først efter.
Jeg blev klar over at jeg nu var nået til det punkt hvor jeg ikke længere var bange for min egen skæbne.
Pludselig mærkede jeg at jeg før havde kæmpet imod min skæbne, for at sikre min personlige frihed. Men først efter at have overgivet mig til min skæbne, var jeg i sandhed fri. Den indre kamp imod mig selv, ophørte, og jeg var nu klar til at påtage mig det fulde ansvar der følger med det liv jeg har valgt at leve.

Jeg har egentlig aldrig tænkt på døden som noget slemt, og ligeså længe jeg husker tilbage, har jeg altid haft en indre følelse af at en del af mig var udødelig.
Men jeg blev alligevel opmærksom på de mange ansigter dødsangsten har.
Alt fra de dybeste følelser som handler om frygten for udslettelse, til frygten for mulig dødelig konfrontation, udstødelse af flokken, ikke at blive set, at blive set osv.

Da mine egne processer begyndte at slippe og den endelige praktiske forberedelse op til rejsen gik igang, fik jeg pludseligt et syn. Planen fra oven var at jeg skulle bruge min nyvundne indre stabilitet og fodfæste, blandet med det at jeg i virkeligheden ikke er bange for døden, til at støtte Marianne under det endelige arbejde. Grunden var, at der via den portal vi skulle arbejde med, blev åbnet et stærkt og direkte felt til dødsriget.
Jeg så at førend vi kunne lande bevidstheden om livets uendelighed i den nye gral, var vi samtidig nødt til at lande den i bevidstheden om den rene tilgang til døden og den menneskelige dødsprocess. Sidesat med vores personlige processer på turen, kan man sige at vi først rigtigt kan tage livet ind og handle uden tøven, når vi har forliget os med døden. Når vi ikke længere frygter døden, falder dødangstens mange masker, og vi kan for alvor begynde at forlige os med livet og alt hvad det indebærer.

Vi ankom til Bhutan om formiddagen, og blev budt velkommen på vores hotel med fyr afbrændinger og en fanfare af trompet musik, spillet af lokale munke.
Hotellet jeg havde fundet, lå lige midt i det område hvor vi skulle arbejde.20160325_091816
Tæt på Tigersnest og 10 minutters gåafstand fra det sted hvor vi skulle udføre selve gralsarbejdet.
Selve Drukgyel klosteret hvor vi skulle arbejde om Fredagen, lå lige i midten af dalen, og hotellet lå lidt op af bjergsiden. Vi var som beskyttet af høje bjerge og tætte skove, og overalt duftede der af frisk bjergluft og fyrnåle. Vi mærkede alle sammen meget tydeligt at der var en rolig og venlig atmosfære, som uden tvivl afspejler den bhutanesiske befolkning og deres varme og rummelighed.

Vi startede det forberedende arbejde den første dag, med en guidet meditation der skulle starte feltet op, og sætte forberedelserne igang i fællesfeltet og i hver enkelt af os.
Jeg forklarede vores 3 guider hvad vi lavede og bød dem velkommen i arbejdet, som de takkede ja til at deltage i.
Det føltes godt og rigtigt at have bhutsneserne med i arbejde, som repræsentativer for den kultur vi skulle forbindes til og arbejde med.
Selvom vores måde at arbejde med meditation på, udefra set er anderledes end deres, virkede det helt naturligt at have dem med som en del af cirklen. Der var en naturlighed over det at mødes i noget fælles, som var det samme, uafhængigt af kultur. Og det blev tydeligt for mig at det for dem var en ligeså naturlig del af livet at næres igennem sjælen, såvel som menneskeligt.

Under den forberedende del blev vi forankret til området og kulturen. Jeg mærkede tydeligt hvordan naturens ånder og mytologiske væsner var en vigtig del af kulturen og området, og hvordan de støttede feltet i at blive rodfæstet og strække sig fra det ældste til det nyeste, og fra jorden til himmelen.
Bhutaneserne lærte os et mantra, som de brugte meget.
Det lyder således: Om mani padme hom.
Jeg mærkede hvordan mantraet støttede os i at åbne op i os selv og forme et stærkt fælles hjerte, som natten over pulserede og genererede energi til morgendagens arbejde.

Langfredag var den store dag. Mange af os var endnu ikke hverken afklimatiserede eller udhvilede, hvilket skabte en endnu større følsomhed og 20160325_101334åbenhed i forhold til arbejdet.
Som forberedelse til arbejdet havde jeg planlagt at vi skulle ud til et af Bhutans ældste klostre, hvor arbejdet startede op i os hver især.
Kichu Lhakhang klosteret, er et af 108 klostre, som kong Songten Gampo mirakuløst fik opført på bare én dag. Klostrene skulle efter sigende hjælpe i kampen mod onde ånder som herskede i bjergene, og forhindrede udbredelsen af buddhisme.

Her viste en af rejseguiderne mig et billede af Himalayabjergene, formet som en menneskekrop, med aftegninger af de 108 klostre. Han sagde at kroppen symboliserede den dæmon som hvilede over bjergene, og at den venstre fod symboliserede Bhutan.
På vejen hjem i bussen fik jeg en fornemmelse af at den højre fod måtte være Tibet, og at det er i disse to lande, den oprindelige buddhisme er rodfæstet.
Jeg spurgte chefen for rejsebureauet; Karma, på vejen hjem. Han bekræftede af Tibet var symboliseret ved den højre fod, som jeg havde fornemmet.
Fødderne som bærer fundamentet og balancen. Det fik mig til at reflektere over forskellen på Bhutan og de andre buddhistiske lande jeg har rejst i. Det føltes til at højden i bjergene er med til at understøtte en lettere adgang til sjælen, som er med til at give en afbalancering af menneske- og sjælsaspekterne- og som gør at det er nemt at praktisere tro i det daglige.Samtidig giver det at praktisere tro i det daglige en selvdeciplin, som er med til lettere at kunne leve med de mere barske livsvilkår der findes i bjergene. Det bliver en slags selv-opretholdende cyklus.

Rejseguiderne arrangerede at vi fik noget tid til at meditere inde i den ældste del af klosteret. Her fik jeg nogle personlige erkendelser omkring min familie og jeg mærkede hvordan jeg blev rørt, og at mit hjerte stille åbnede sig og lukkede hele atmosfæren i rummet ind. Rummet var gammelt og det mørke rum stod i stærk kontrast til de mange farvestrålende mandalaer og udsmykninger. Træet og de kalkede mure blandet med røgelse og smørlys, fik det til at lugte intenst surt og sødt på samme tid.

Jeg fik efter en stille stund, en indskydelse til at gå hen til en statue som symboliserede barmhjertighedens gudinde.
Som jeg stod foran hende, med mit åbne hjerte, føltes det som om hun blev levende.
Jeg mærkede en ydmyghed fylde mig, og jeg begyndte spontant at bede om at hun ville hjælpe mig til at få kontakt til den rene kærlighed. Den universelle kærlighed som er forbundet til det højere selv, og styrken til at arbejde ud fra dette sted af barmhjertighed og rummelighed. Og pludselig fik jeg et syn af hvordan hun spredte sine mange arme, som en påfugl der spreder sine fjer ud. Jeg fik en forståelse af hvordan forbindelsen imellem hjertet og den højere bevisthed, giver en udfoldelse af vores menneskelige potentiale, som hjælper og støtter os i det at bære lyset og sprede det i overensstemmelse med hjertets visdom.
Jeg følte at jeg fik en velsignelse, der skulle hjælpe mig til at være barmhjertig på trods af mine menneskelige kanter og begrænsninger.

Derefter gik jeg ind i rummet ved siden af, som rummede stedets helligste statue.
På vej ind, delte jeg med en af guiderne, hvordan min ældste datter som 5 årig på en rejse til Laos, havde insisteret på at ville ind i et tempel og sidde sammen med munkene og meditere. Jeg selv var i tvivl om hvorvidt det var en god ide at forstyrre munkene i deres bøn, men da hun allerede var halvvejs inde, bød de hende velkommen og vi efterlod hende, yderst veltilfreds, siddende i perfekt lotus stilling og omgivet af chantende, orangeklædte munke.
Guiden smilede af min fortælling og fortalte mig at i buddhistiske templer er alle velkomne. Uanset om man er kristen, muslim eller hindi. Barn eller voksen.
Det var meget fint sagt og endnu engang mærkede jeg tydeligt forskellen på buddhismen og mange andre trosretninger jeg har beskæftiget mig med. Nemlig at buddhismen mere er form med retningslinjer, eller en liv-filosofi. En slags grundform man kan læne sig op af, og som afspejler en række behjælpelige pejlemærker for livet og menneskets mange bevidsthedsstadier og problematikker. En tro uden fordømmelse for andres tro.
Jeg mærkede hvordan arbejdet for alvor startede op og gruppen begyndte at blive synkroniseret.
Jeg mærkede guider og mestre støtte samlingen af feltet og der startede en dyb renselse og velsignelse af alle deltagere.Jeg oplevde det meget højtideligt og nærmest cermonielt. Som en følelse af at få adgang til et sted indeni bestående af ren ydmyghed og taknemmelighed, som bragte mig i kontakt med min lillehed og storhed på samme tid.

Jeg fik et syn20160327_090235 af hvordan arbejdet har været planlagt i uendelige tider, og at aktiveringen i os alle var den startknap der satte tandhjulene i værk og vækkede alle de tråde til live, som symboliserede flowet og forberedelserne. En af de mestrer der har været med til at holde tandhjulene kørende i forbindelse med gralsrejserne og specielt denne tur til Bhutan, er ham vi ynder at kalde ’Dragemesteren’.

Mit møde med dragemesteren startede allerede inden Marianne begyndte at kanalisere information om rejserne og arbejdet. Hvor jeg havde en meditations oplevelse hvor en drage blev sendt til mig, fra en portal hvor jeg skulle arbejde og en guide jeg aldrig havde set før, velsignede det fremtidige arbejde og aktiverede noget visdom i mig jeg skulle bruge i den forbindelse.
Senere hen har jeg mødt ham i mit indre et par gange, og endelig da Marianne fik beskeden om at vi skulle til Himalaya, så jeg ham som en gammel buddhistisk mester, på toppen af et sneklædt bjerg, hvorfra han støttede hele orkestreringen af gralsarbejdet som helhed.

Da jeg startede min research omkring Bhutan og steder vi skulle arbejde, kom stedet Tigers Nest op som det første.Vi fandt dog ud af at det ikke var her vi skulle udføre selve gralsarbejde, men i stedet sikre rodfæstelsen og stabiliseringen i jordens felt.
Ifølge myten som hører til stedet,fløj Padmasambhava (Guru Rinpoche), dertil fra Tibet på ryggen af en tiger. Han siges at have indført buddhismen i Bhutan og ifølge historien var han en stor healer og magiker.
Ifølge min indre fornemmelse, er denne Buddha og dragemesteren, én og samme person.

Nogle timer senere mødtes vi ved Drukgyel ruinen hvor gralsarbejde skulle foregå. Her blev vi koblet op på ipad’en hvor vi skylle forbindes over skype til støttegrupper hjemme i Danmark.
Der var i alt omkring 100 mennesker der fulgte med i arbejdet, og støttede hjemmefra med deres energi og åbne hjerter. Arbejdet som var at give den nye tids gral, et fundament på jorden.
Alle indtog deres pladser på bjerget, og gik i arbejdstilstand, imens Marianne gik i gang med at guide energiarbejdet.

Hele den del af arbejdet føles sløret i mit sind, da jeg under disse opgaver mest af alt forsøger at holde min intention og opmærksomhed fokuseret. Det jeg husker er, at da energien begyndte at tage godt fat, føltes det som at stå inde i midten af en tornado. Og selvom der ikke blev sagt mange ord, føltes larmen endeløs og alt-overdøvende.12901441_10153651769053925_6976434052594813012_o

Da vi var halvvejs inde i energiarbejdet, havde jeg pludselig en følelse af at der blev åbnet et felt under os. Jeg fik en følelse af at mine sanser blev åbnet, og lugten og følelsen af fugtig og mørk kælder fyldte mig.
Jeg så en sø af mørke skygger fylde feltet under os, og huskede pludselig at jeg var blevet forberedt til at holde feltet for dødsriget.Jeg iagttog hvordan gralskoderne ligesom samledes i tornadoen og trak ned igennem jorden og blev aktiveret med en række nye koder, på rejsen ind igennem dødsriget.
Efter lidt tid tog stormen af. Åbningen til dødsriget lukkede igen, og jeg mærkede min krop begyndte at slappe mere af. Jeg iagttog Marianne og så at alt var som det skulle være, trods den voldsomme åbning.I det samme faldt hun på knæ og lagde sin krystal, som har været en trofast arbejdsven på alle de foregående gralsrejser, over hovedet og pressede den imod jorden.I det samme så jeg for mit indre blik drager flyve ind fra alle verdens hjørner, hvorpå de landede i en cirkel hele vejen rundt omkring os.De startede en vibration op, med nogle høje skingre skrig, som flettede sig ind i området og Mariannes krystal.
Krystallen begyndte at afgive en lysende hvid væske, som løb ned i jorden, strømmede ud i jordens porer og dannede et uendeligt net af nærende hvidt lys.Efter lidt tid virkede det til at krystallen havde gjort sit arbejde. Drage-skrigende stoppede, og langsomt begyndte jordens puls at banke med en ny rytme. Gralen var landet.
Vi blev på stedet en times tid mere og snakkede og delte, imens stabiliseringen af arbejdet og jorden blev færdiggjort.
Efterfølgende fandt ud af at der fulgte en energi med til landingen af gralen, som Marianne kaldte ”Støtten fra Bhutan”. En tilstand som vi kunne forbinde os til, og derigennem dele den med andre. Dagen efter sameldes vi om formiddagen og arbejdede med denne energi som giver en støtte til det at lande som hele mennesker i den nye tid.

Mine egne personlige processer var begyndt at få rigtig godt fat, så da vi skulle give energien til hinanden, var det en dyb og forløsende oplevelse.
Efter arbejdet ved ruinen var overstået dagen før, havde jeg gået i en tiltagende følelse af klemthed og smerte i hjertet. Under healingen mærkede jeg smerten i sin reneste form. Det var en skærende følelse af at skulle tage afsked. En følelse af at skulle overgive mig til døden og slippe alt det der var trygt og som jeg kendte og elskede. I starten så jeg klip fra mit barndomshjem. Små situationer med stemninger af tryghed. Mig som et ungt og uskyldigt barn, opslugt af leg, med lyden af min familie der puslede rundt omkring i huset. Senere blev det til min egen familie, min mand og mine børn. Den følelse af tryghed og velvære det gav mig, blev erstattet med en følelse af panisk afmagt og dybe savn. En følelse af ikke at kunne leve uden dem- efterfulgt af en følelse af at være bange for hvad der sker hvis jeg tør slippe og faktisk kan leve uden dem.
Efter mange tårer og vaklen ind og ud af ubehagelige følelser, nåede jeg et slags nulpunkt. Et stadie indeni, hvor alting var okay. Hvor det at slippe alt det jeg ikke længere havde brug for var okay- og en følelse af at konsekvenserne deraf også var okay.
Resten af dagen følte jeg mig uendeligt sårbar, og uendeligt stærk, på én og samme tid. Med en følelse af at have gennemgået min egen undergang og opstandelse indenfor meget kort tid. En følelse af at stå alene og skrøbelig i min sårbarhed og være uendelig stærk på samme tid.
Jeg havde ingen forventning eller forestilling om hvad det skulle betyde i mit, og jeg prøvede bare at være i det, fremfor at forstå det.
Jeg ved af erfaring at disse dybe forandringer former sig og bliver levende i udfoldelsen i ens dagligdags liv, over et stykke tid. At prøve at forstå det i sin fulde udstrækning, gør bare processen mere mudret og langsommelig. Så jeg overgav mig til at mine følelser støttede healingen, på bedst mulige måde.

På den sidste dag, skulle vi vandre til Tigers Nest klosteret, som ligger på en bjergskråning i ca.3,2 kilometers højde.
Vi hav20160327_095919de imellemtiden mistet et par deltagere til højdesygen og selv Marianne kunne ikke komme med op, pga. forhøjet blodtryk.
Resten af gruppen kom heldigvis fint op til toppen, efter en fantastisk vandretur.20160327_095619

Turen til Tigers Nest er en rejse i sig selv. Med alle de forskellige højder og tilhørende beplantninger, uendelige stemningsfyldte scenarier med fantastiske udsigtspunkter, blafrende bedeflag og bhutanesere trækkende med deres muldyr som alle er pakket med farvestrålende dækkener.
At komme ud i den storslåede natur og få brugt kroppen, gav en god mulighed for at få fordøjet de sidste dages mange indre og ydre oplevelser.
Da vi nåede Tigers Nest klosteret, skulle vi fortsætte gralsarbejdet ved at skabe en stabil og solid ankring af den nye tilstand i jorden.
Vi fik lov at sidde i et rum i klosteret som blev brugt til bøn og vi havde aftalt et tidspunkt med Marianne, som sad nedenfor bjerget, så vi var sikre på at arbejdet skete synkront.

Eftersom hun ikke kom med op, var det mig der guidede arbejdet med ankringen.
Jeg havde en oplevelse af at alle deltagere først fik en dyb ankring i sig selv og dernæst spredte energien ud i hele jordens felt.
Jeg så hvordan den nye tilstand spredte sig i jorden så let som ingenting, nærmest som om jorden havde ligget i blød et par dage.
Da vi nåede ind i området omkring jordens kerne, fik jeg et syn af dragemesteren. Han stod på toppen af Mount Everest med en stav i den ene hånd. Han løftede staven og slog den med stor styrke ned i toppen af bjergspidsen, så vibrationen skabte en lang række dønninger igennem bjerget. Som ringe der spredes i vandet, slog vibrationerne ned igennem bjergkæden og hele vejen ned igennem jorden, til det nåede jordens kerne.
Her forplantede de nye frekvenser sig dybt i jordens nulpunkt og strakte sig derefter ud igennem jorden påny, denne gang farvet og integreret med jordens rene essens.
Herefter spredtes det videre ud i jordens energifelt og lagde sig i udvekslingslagene imellem jorden og resten af universet – hvorefter en skare af mestrer, guider, engle og lysvæsener dukkede op i en kæmpe cirkel omkring jorden.
De sendte allesammen indstrømninger af taknemmelighed og kærlighed ud til alle der deltog i arbejdet. Og som vi tog imod i 12495128_10153651765493925_7892454219526390177_nhjertet, skabte vi sammen et stort lysende felt, som virkede healende, integrerende og stabiliserende på én gang.
Vi og jorden, badede i dette lys i et godt stykke tid, og imens trådte dragemesteren atter frem for mit indre blik.
Han sagde tak for at vi var der, og for vi nu havde været med til at bringe de frø han havde sået, videre ud i alle verdens hjørner.
Jeg mærkede hans dybtfølte taknemmelighed, og fik en forståelse for hvor vigtigt dette arbejde var for ham, og hvor perfekt dette området var til at lande den nye grals tilstand på jorden – med den stærkeste forankring muligt og dermed det stærkeste grundlaget for udbredelsen på jorden og i mennesket.

Selvom vi var så fysisk langt fra civilisationen som vi kender den, gav det alligevel en brusende følelse af at være i centrum af verden, og en følelse af at være vidne til et uendeligt stort skridt for menneskeheden.
Jeg så hvordan at de frø han som mester (både som fysisk inkarneret og ikke fysisk inkarneret), havde været med til at skabe, var med til at danne rammerne for alt det nye, der er på vej til at blomstre frem i vores bevisthed.
En følelse af at disse ældgamle buddhistiske måder at praktisere tro på, på en måde som tilgodeser både det himmelske og jordiske i mennesket – er med til at skabe rammerne for at de nye strukturer som lander i menneskets bevidsthed. Og at de herigennem får den bedst mulige grobund og støtte til at kunne folde sig ud i livet, med både plads til kødet, ånden og sjælen – i ligeværdig balance.

Imens vi va20160327_135618ndrede op til klosteret, sad Marianne nedenfor bjerget og optog en video, hvor hun formidler støtten fra Bhutan.
Videoen kan du se HER.

Om aftenen efter den lange vandretur og arbejdet for jorden, var vi blevet inviteret ud til en gård hvor vi skulle spise aftensmad og underholdes med bhutanesisk folkemusik, sang og maske-dans.

Det var en smuk og intens oplevelse, og den perfekte måde at afslutte en fantastisk rejse –  til et helt fantastisk land.