Indtil videre har jeg aldrig mødt et menneske uden Kerneskader. Dvs. uden traume-relaterede grundtilstande fra barndommen der er svære at være i og balancere.
Alle finder vi måder at være med det på, at fungere i, med og omkring de mønstre, som barndommens grundkodninger har sat i gang.
At have indgroede uhensigtsmæssige mønstre skabt af svære følelser af adskillelse, frygt, sorg, mindreværd og tyngde med i bagagen er der ingen skam i, for det er helt enkelt sådan vi fungerer som mennesker. Men vi er også så meget mere end det. Vi er en helt masse velfungerende, og ikke mindst derfor kan mødet med kerneskaderne åbne en masse spørgsmål i os selv.
Vi er uendeligt stærke, og uendeligt sårbare på samme tid, og i barndommen har vi en helt særlig åbenhed. En plastisk hjerne, en særlig evne til at suge læring til os, og en konstant opmærksomhed på vores virkelighed.
Både fordi vi er sårbare i vores overlevelse, og fordi vi skal danne grund-byggesten for vores videre udlevelse.
Det vi lærer bliver lagret og skaber spor dybt i vores bevidsthed, og vores overlevelsesinstinkt sørger for at gentagelser, samt det vi skal være særligt opmærksomme på ifht vores overlevelse, lander på rygraden som indprogrammerede reflektoriske tilstande.
Det er super smart ifht. ikke at skulle bruge energi på at genlære alt det basale som at gå, cykle, snakke, og hvordan vi fungerer og relaterer til andre, verden omkring og ikke mindst i relation til os selv.
Men mindre smart kan det føles, når vores bevidsthed begynder at vokse markant rundt om de svære ting, og stiller spørgsmålstegn ved om det nu virkelig også er det vi har brug for, og i overensstemmelse med det vi inderst inde gerne vil.
Det er her healingsrejsen begynder for de fleste – som en bevidsthedsgørende proces, omkring at der er mere i os selv, end hvad det gamle program kan.
Men de her gamle overlevelsesprogrammer er altså som udgangspunkt meget svære at diskutere med, fordi det er grundlaget og grundforståelsen for vores virkelighed, som har været sådan stort set altid.
Man kan sammenligne det med at være en computer med et grundlæggende styresystem, der gør at vi fungerer stabilt. Selve kodningerne i styresystemet er svære at ændre på, imens vi lettere kan downloade og slette apps senere hen i livet.
Nogle af de apps vi downloader senere hen, er med til at udvide vores bevidsthed over tid, så vi begynder at få øje på det der gerne vil vokse frem, men som begrænses af gamle overbevisninger i os selv.
Vi begynder altså at vokse i den bevidste bevidsthed, og får øje på det der ikke længere stemmer overens med vores kernes essens og det vi skaber i vores virkelighed.
Og her vokser der ofte endnu et lag smerte frem, når kerneskaderne nu ses i lyset af den reflekterende bevidstheds syn på os selv. Nemlig smerten over ikke at kunne forandre det selv, og ikke at kunne gå imod vores styresystems overlevelses-program, selvom vi nu kan se at vi har brug for nye opbyggende mønstre og bæredygtige rammer, for at kunne vokse frem som dem vi er i det dybeste af kernen selv.
Her er Kernehealingen en særlig støtte og hjælp, der er arbejdet dedikeret og kvalificeret med over lang tid, og som bærer en sikret adgang til det ellers aflåste styresystem der bor dybt i vores grundlæggende fundament, og hjælper med at opdatere vores styresystems grundprogram.
Hvilket er derfor at Kernehealingen ofte beskrives som en healing der kan hjælpe med at slippe i roden af der hvor smerten er opstået, og kan nå ind til det der er svært, ja næsten umuligt at nå til healing og forløsning af selv – også selvom vi har forståelse for det, og har lært at samarbejde nogenlunde med det.
Når healingen healer oprindelsen til smerten i kernen, slipper mønstrene af sig selv over tid, da det ikke længere næres fra roden og sendes ud.
Healingen sker imens der af Kernehealeren gives en personlig læsning, der her fungerer som en spejling af hvad traumereaktionerne og mønstrene rummer, så der sker et sideløbende arbejde med det i egen bevidsthed. Det skaber overblik og forståelse, lettelse og tryghed. Ikke mindst i det at blive forstået og set, i det der igennem hele livet har været allermest svært.
Det indre barn begynder at føle sig set, mødt, forstået og båret, indefra og udefra på samme tid, som gør at en del af støjen og forvirringen slipper, fra det der altid har haft svært ved at definere og placere hvad der var galt og hvorfor. Det der leder og søger udadtil, begynder at hvile mere indadtil, som kernen bliver stabil og skaber et robust fundament i os selv.
Vi har alle et barn indeni, der repræsenterer både vores rene uspolerede, livfulde og tillidsfulde natur, men også vores sår, smerte og uopfyldte behov.
Som voksne har vi et helt liv af erfaringer omkring hvordan det kommer til udtryk, og har dermed dannet dynamiske lag der fortæller og genfortæller en historie omkring os selv, og hermed også vores kerneskader og de overbevisninger der knytter sig til dem.
Man kan se det som et løg med løgringe, hvor kernen i midten repræsenter vores grundindstillinger, vores oprindelige natur, styrker og kompetencer, både fra arven og fra sjælen i samspil med hinanden.
Løgringene er udfoldelsen af det vi er, udtrykt over tid, som vi gradvist vokser biologisk og i udvidelsen af vores bevidsthed.
Ved intense traumatiske hændelser som opstår pludseligt eller over tid, får vi hak i kernen der ligeledes vokser med ud i de dynamiske lag, og skaber skævvridninger over tid, som ikke passer med essensen i vores grundkerne-bevidsthed.
Måske har du prøvet at strikke, og kan genkende princippet i hvordan ulige masker har en tendens til at følge den videre strikkeproces, så man bliver nødt til at trevle det op og starte forfra, for ikke at ende med en uharmonisk skævvridning der påvirker helheden.
Den del af vores oprindelige natur der ikke har kunnet folde sig harmonisk ud på baggrund af de hak vi bærer i kernen og de reaktioner de skaber, forbliver delvist krøllet sammen i en ikke- moden tilstand. Det kan skabe sorg omkring manglende forbindelse til de oprindelige og ikke-udfoldede dele af os selv, men også skabe konflikt som bliver udtrykt igennem de umodne tilstande.
Det kan beskrives som at være voksen og moden på en lang række parametre, og stadig kunne have en reaktion der vil svare til at være et lille barn, når vi ramler ind i noget der går i resonans med en kerneskade-tilstand.
Her aktiveres smerten som den var dengang, og bevidstheden opfatter sig selv som lille og tilsvarende ude af stand til at håndtere det fra en moden tilstand.
Når overlevelses-systemet slår i gang sammen med aktiveringen af det gamle program, kan det føles som om det lille barn kommer til at fylde det hele indeni, så de kompetencer der er dannet igennem livet bliver sat midlertidig ud af spil, og det velkendte mønster starter forfra én gang til.
Det kan altså komme til at føles som at ramle ind i en gammel smerte og problematik, som virker for stor og kompleks til at vi kan være i det og bære det, fordi fornemmelsen af at være for lille til at håndtere det følger med.
Det betyder at vi ofte ender med at prøve at løse knuden, eller gåden i det uforløste, fra et lavere og mere umodent sted i vores bevidsthed – hvortil historien begynder at gentage sig selv.
Nogle gange kan det føles uendeligt nedslående at være nået utroligt langt med sig selv, og stadig kunne blive slået hjem. Ligesom når vi spiller Ludo og vi lige lander i et bestemt felt der sætter de gamle reaktioner i gang, og må tilbage til start igen.
Endnu engang skal vi hente os selv hjem, redefinere livet og os selv, og diskutere hvorfor det stadig ikke fungerer som vi synes det burde og skal.
Men at blive set ned på af en autoritet med fordømmelse og skæld ud, hjælper sjældent et barn der er forvirret og utrygt – og altså heller ikke barnet i os selv, når vores egen indre hårde autoritet kommer frem.
At gå på linje med barnet fremfor at se ned, er heller ikke tilfredsstillende, for vi må acceptere det vi er – et voksent menneske med et voksent ansvar, og at konsekvensen for at handle som et barn i en voksen krop er ude at trit med virkeligheden. Ligesom et barn der slår ikke er lige så alvorligt som en voksen der slår. Og ligesom en voksen der ikke kan behovsudsætte og handler udelukkende i egen interesse ligesom et barn, kommer til at virke egoistisk.
Og når vi nu er her, skal vi så ikke gribe bolden ift. egoisme.
EGO – Eget Grundlag for Overlevelse.
Egoet er en basal grundfunktion der sikrer vores egen og artens overlevelse. Men som med ubalancerede drivkræfter fra f.eks. Kerneskader, kan virke ude af proportioner – og med en dertil udfoldet bevidst bevidsthed; kan blive skæv i flere dimensioner.
Når vi snakker grundlag for overlevelse kontra bevidsthedsudfoldelse- og udlevelse, handler det også om at vi er komplekse fra starten af i dette jordiske inkarnationsprogram.
Vi kommer med et biologisk fundament der er kodet til basal overlevelse i overensstemmelse med vores endelighed, og med Den evige sjæl som er kærlighed, der eksisterer i en uendelighed.
Hele besjælingen er en evolutionær mulighed, for at balancere modpolerne i vores bevidsthed ind i dybere enighed.
Der er dybe kontraster i spil, både i fællesskabet med andre og i os selv, som hele tiden vejer ift. hvilken vej vi går når vinden drejer.
Derfor er Kernehealingen en gave til den evolutionære proces, omkring at forene vores væsen, så der bliver mere plads til udlevelse i vores overlevelse.
Vi fungerer ikke hverken uden det ene eller det andet, uden overlevelse eller udlevelse / biologisk respons eller sjælsbevidsthed – hverken selv eller med hinanden, som enhed i en helhed.
At få lagene i vores kompleksitet til at spille mere harmonisk sammen er en livslang proces, og en proces som vi er en del af, over ikke bare vores egen livstid, men i historien som menneskehed.
Jo mere vi lærer os selv at kende og får hjælp når vi ikke kan komme videre selv, begynder vi at forstå dynamikker og problematikker og bidrage til den samlede balance, ved at komme i tilstande af balance i os selv igen og igen.
Af hvad jeg ved, kan ingen være i balance hele tiden, men vi kan få oplevelser af hvad det vil sige at kunne balancere og opbygge bevidsthedsmuskler og værktøjer til at gøre det mere og mere. Og derved begynder spillet at ændre sig, i vores samvær med andre, igennem et udvidet samarbejde med os selv.
En del af mønstrene fra Kerneskaderne bliver nemlig også ofte udspillet ved at vi indgår som en slags spillere i hinandens spil, hvor vi især i de nære relationer, kan udspille det igen og igen. Et spil der både kan føles som en genkendelig tryghed, men også med en grad af ufrivillig tvang når det først går i gang. Og med tiden kan det blive en lettere modløs affære, hvis vi begynder at definerer vores værd ud fra den umodne del der forsøger at finde sin plads i et kompliceret sam-spil, som vi måske ikke engang føler vi har fået spil-manualen til.
Kernehealingen er en hjælp til at kunne begynde at slippe den ufrivillighed hvormed vi bliver ført rundt i manegen af reaktioner på reaktioner, og kan begynde at tage nye valg som er bæredygtige for os selv.
Men først og fremmest åbner den til at vi kan komme ind og i kærlighed blive mødt, og møde os selv, der hvor smerten før var så stor at det føles som et bundløst hul, eller at rende panden mod en mur igen og igen.
Herefter modnes stille de umodne dele indeni, på en måde der over tid sætter den oprindelige natur fri, til at være mere, kunne mere, ville mere og gøre mere.
Kernehealingen er altså en forløsning af barndomstraumer, som samtidig skaber grundlag for modningsproces af vores sammenkrøllede udviklingstrin, så de foldes ud og kommer mere i harmoni med vores oprindelige natur indeni.
Og ligesom en undertråd og en overtråd samarbejder på symaskinen når vi skal sy noget der skal holde, er det i efter-kernehealingsprocessen en dynamisk bevægelse imellem frisættelsen og udfoldelsen. Efter den umiddelbare forløsning af det der rokker vores fundament, og mødet med helheden i os selv – begynder de mekanismer vi ikke har brug for at slippe af sig selv, i det at der parallelt vokser endnu mere frem af det oprindelige selv.
Og ligeså stille mildnes kontrasten mellem barn og voksen indeni, så det indre barn begynder at nyde godt at det voksne selvs kompetencer og erfaringer, uden at blive dømt skakmat i den tidligere versions adskilthed og mangeltilstand.
Vi bliver altså kompetence-delbar med os selv, i en grad som gør at balancen stille genoprettes og vi ikke længere bliver til barnet i adskillelse, men rummer det og samarbejder med det i forbindelse med det voksne.
Det bliver nemmere at være i forbindelse med det indre barn og de umodne dele, uden at slippe alt det andet vi også er som voksen og moden, og det kan begynde at eksistere på samme tid, i samme rum, harmonisk forbundet i os selv.
Kernehealingen løser ikke alle vores problemer, langtfra, for livet er som livet er; op og ned og ind og ud, til hver en tid.
Men med en solid bund, begynder vi at blive langt mere opbyggende og stabile hele vejen rundt, på en måde der er svær at forklare uden at man har prøvet det selv.
Mit bedste forsøg på at forklare det, er den måde jeg mærker forskellen og kontrasten. Både som jeg har mærket det i mig selv, men også som noget der går igen når jeg mærker det hos andre.
At livet med aktive Kerneskader kan føles som at være på en banegård, hvor energien flyver i mange retninger og hvor den støj der er der konstant, gør at det kan være svært at mærke sig selv rent.
I et kernehealet system findes en dybere indre ro, der gør at støjen omkring føles mere sekundær, og derfor ikke destabiliserer os så nemt.
Samtidig føles det mere jævnt og helt, fordi selvfølelsen ikke længere hvirvler rundt som en masse løse ender af smertebaserede spørgsmål om livet og os selv, som vi konstant forsøger at besvare igennem de gamle overbevisninger vi bærer.
Mange oplever også at det er en lettelse når vi ikke resonerer med andres smerte på samme måde mere, fordi empatien her får et mere rent udgangspunkt, når vi skal rumme andres følelser i os selv. Med en stærk kerneskade-resonans, kan det føles som om at andres svære følelser forstærkes så dybt i vores egne, så det er svært at møde andre der hvor de er, fordi vi samtidig drukner i vores eget som føles for stort og tungt. Noget som særligt er givende hvis man har børn, eller er i et miljø generelt hvor man er en aktiv omsorgsperson.
Men mest af alt vil jeg sige, at det de fleste oplever, er mere medvind. En følelse af at alt det gode de de gør for sig selv virker bedre. Der bliver mere overskud til udlevelse, fremfor at bruge store mængder energi på overlevelse.
Herunder det konstante underlæggende energiforbrug der går på opretholdelse af strukturer, der gør at vi kan være og fungere uden de store udsving.
At skabe fungerende strukturer der opretholder os selv, er noget af det vi kan flytte med og gøre noget ved. Og derfor gør vi det også. Men af og til bliver de strukturer for snævre, for kostbare at opretholde, eller det kan opleves som en hæmning eller barriere for alt det vi også er her for at gøre og være.
Det er forskelligt hvor vi oplever at Kerneskaderne og mønstrene trykker os mest, og som regel skifter det fra tid til anden, i om det primært er en sorg og smerte der føles for stor, svær og tung, eller om det er håbet og ønsket om at kunne være noget mere for andre og for os selv.
Kernehealingen forløser i dybden, og åbner samtidig op for at vi rykker baren. Den bare der er sat som følge af de overbevisninger kerneskaderne har skabt.
Så vi ikke holder os i en sandhed om f.eks. værdiløshed, men får en mere neutral og nogle gange endda en naturlig positiv forventningstilstand, omkring hvordan verden reagerer på os som værende værdifuld. Vi begynder at åbne for muligheder der ikke før synes at eksistere, som får vores udfoldelse indefra kernen til at accelerere.
Og her begynder de gamle byrder, også ligeså stille at kunne vise sig som styrker.
For en del af den tunge byrde-tilstand, kommer også når noget vi tager ind som sandhed ikke er i overensstemmelse med os selv. Som er noget jeg ser i Kernehealingen igen og igen.
En slags råd tråd der er flettet imellem kerneskader, og den oprindelige naturs væsen.
Et eksempel er hvordan et menneske kan komme ind i livet, med en meget dyb sandhed omkring vigtigheden af ligeværdighed. Det kan være et træk som sjælen bærer meget stærkt med ind, og samtidig noget der måske er anlæg for. Ikke nødvendigvis kun som noget der er udtrykt tydeligt tilbage i slægten, men også som noget der kunne være udtrykt, hvis det ikke havde været undertrykt.
Kommer man med det som en indre værdi, og bliver mødt med og vist det modsatte, skaber det en dyb konflikt indeni. En følelse af sorg og uforståenhed, over ikke at blive behandlet sådan som det føles rigtigt at blive behandlet ud fra ens dybe sandhed. Uden nødvendigvis at kunne sætte ord på, eller logisk forstå hvad det handler om, kan det at blive uværdigt behandlet, føles som en næsten sjælelig sorg og en uberettiget og uretfærdig dom.
Herved kan noget af det der har allerstørst betydning i en, også være forbundet til det der rummer de allerdybeste mén.
Som et andet eksempel, kan et temperament i den oprindelige natur der er blevet lukket ned, måske lige præcis på det tidspunkt hvor det gik i gang med at udfolde sig naturligt og sundt, komme til at føles indeni som en dæmning der dæmmer op for det fri vand der ønsker at strømme naturligt af sig selv.
Den oprindelige naturs temperament her, bærer måske en måde at ville udtrykke følelser, hvor det er naturligt at sige og vise hvordan man har det, på en forholdsvis udramatisk men stadig kraftfuld måde. En måde der gør at det der opleves og føles indeni, stemmer overens med det der vises udadtil, så det er nemt at regne ud hvordan man har det og hvad man vil og ikke vil.
Sker der en nedlukning udefra, f.eks. fra omsorgspersoner der ikke vil høre eller se det, og derfor forbyder det, kan det komme til at føles som noget forbudt, sammen med en primær overbevisning om at være forkert.
Forkerthedsfølelsen er således i konflikt med den oprindelige naturs indstilling omkring at alle følelser er lige rigtige og vigtige, og i bund og grund trives godt når der er tydelig konsensus imellem det der føles og udtrykkes.
I den skabte overbevisning dannes et modtryk, der kan føles som en kamp indeni sig selv. En kamp hvor det oprindelige temperament forsøger at bryde dæmningen og sætte flowet i følelserne og udtrykket fri, imens forkertheden undertrykker det indeni. Måske findes der oveni en gammel trussel om at blive ekskluderet eller efterladt, hvis følelserne ikke formås at blive holdt i skak.
Når det så engang imellem lykkes at sprænge dæmningen skal der måske så meget kraft og styrke til at overkomme blokeringen, at det kommer til at føles for voldsomt. Både for omverdenen og for en selv, da det i virkeligheden ikke stemmer overens med det naturlige temperament. Forkerthedsfølelsen vokser måske endda med de konsekvenser det skaber omkring en, og kraftanstrengelsen leder til udmattelse og ikke nødvendigvis en følelse af dybere berettigelse.
Udefra kan det ligeledes skabe forvirring, og danne en spejling tilbage om at være sådan en der har et ’hidsigt temperament’, eller en der ikke kan finde ud af hvad de egentlig vil, fordi udsvingene viser flere ting der er svære at forene og forholde sig til.
Her kan det undertrykte komme til at få et overtryk, og når det bliver udtrykt er det et udtryk for at presset er så stort at det kommer ud med for meget kraft og for stærke ord.
Eller at det som opleves af andre, kan være den opdæmmede version der måske næsten ikke anses for at være et udtryk i sig selv, da det ikke kan ses og mærkes udadtil.
Altså passiv i den ene ende og aggressiv i den anden ende af spektret.
Så hvem er du egentlig – den der er passiv eller den der er aggressiv. Den der er indadvendt eller udadvendt etc. Forvirringen sker når vi både udtrykker og udsender energier fra vores kerneskader og vores oprindelige natur, i en pærevælling der er svær at manøvrere i. Både for andre og ikke mindst for os selv.
En del af rejsen med Kernehealingen, er derfor også en voksende og mere stabil følelse af ens selv, der får identiteten til at føles mere klar og mindre forvirrende, som vi slipper kampen med os selv i os selv, om hvem vi er og hvad vi er berettiget til.
Ikke fordi vi aldrig kommer i kamp med os selv efter en Kernehealing, eller altid ved hvem vi er og hvad vi vil – men den dybe identitetskonflikt ændrer sig markant, som vi begynder at mærke at vi har frihed i os selv, til at tage et bevidst valg som får os et bedre sted hen.
Vi får med tiden mere tillid til os selv, ud fra de mere bæredygtige valg, med den frihed vi nu har, og selvtilliden vokser frem herfra.
Som vi begynder at lande i den dybe eksistensberettigelse og ikke længere er defineret i vores udgangspunk ud fra det det gør så uendeligt ondt – begynder rejsen henimod det at skabe nye erfaringer og møder som vi kan spejle os i, som hjælper os videre på livets sti.
F.eks. Kan vi opleve at Kernehealingen healer sorgen over ikke at blive favnet i kærlighed, på den måde som passer til vores oprindelighed – men stadig ikke helt tro på at den findes, og hvordan den kærlighed ser ud og mærkes som faktisk passer til os dybest inde.
Nu skal vi ud og mærke hvordan det er at være fri og tryg i at være og bære den kærlighed i os selv, så vi begynder at kunne bruge den rene resonans i vores kerne, hjerte og energifelt, til at finde det i verden der er et match til os selv.
I starten kan det være svært når det ikke er noget vi har set, mærket eller lært. Men over tid, begynder det at ske, fordi det uden Kerneskaderne er en mulighed der ikke konstant blokeres af reaktioner der forværres, når vi kommer i kontakt med smerten omkring manglen på den kærlighed som vi næres så dybt ved.
Altså kan man sige at Kernehealingen hjælper os med at gøre op med de mønstre der tærer på os i én uendelighed, og gør det nemmere at skabe sin egen nærende virkelighed, der stemmer over ens med kerne-naturen i sin oprindelighed.
Jeg kunne skrive så meget mer’, men jeg vælger at stoppe lige her.
Med et ønske om at du kan møde dig selv i noget af det jeg her bringer frem, og at det må berige dig med information der åbner til inspiration.
At det må bringe håb og forklaring til det der kan være svært og skabe lidelse, og at det håb må lande som en velsignelse.
Vi er på en fælles vej, i os selv og med hindanden i verden. Og når vi deler med hinanden løfter vi sammen smerten.
Må ønsket nå dig herfra, om at du har nogen du kan dele med, når du har brug for støtte, kærlighed og nærhed.
Vejen er vigtig, og der er mange måder og metoder at bruge, og mange veje at gå.
Kernehealing er én vej, og måske passer den vej til dig. Måske er det ikke en vej for dig, lige nu eller aldrig, og så håber jeg at det blot lander som inspiration på din vej, på den måde som passer bedst til dig.
Det her er deling af mine egne oplevelser med Kernehealing, med mennesker og med mig selv. Og jeg deler det fordi jeg er optaget af det, og ikke kan lære være med at dele om alt det spændende jeg lærer.
Og Kernehealing er for mig en stor læremester, og noget af det i mit liv jeg værdisætter uendeligt højt. Hvert et møde med et menneske der kommer til en Kernehealing, er for mig et helt særligt møde, som jeg bærer med mig som små diamanter indeni, af uendeligt stor værdi.
Jeg er ydmyg over at bidrage til forløsning af noget så vigtigt og essentielt, og jeg har så stor taknemmelighed til Kernehealingens felt, og ikke mindst til grundlæggeren Marianne, som har kanaliseret metoden her ind.
Stor tak til dig der har læst med, og må din fortsatte vej i livet fyldes med meningsfuldhed.
I kærlighed, fra Rebekka
Læs mere og book Kernehealing her:
Kernehealing – Forløsning af barndomstraumer