Alexandria – rejsebeskrivelse
Forberedelse:
Jeg sidder i lufthavnen i Hamborg sammen med Mike. Det er lige op over. På vej til Alexandria i Egypten, på endnu en pilgrimsfærd, som jeg er spændt på hvad fører med sig.
For man kan aldrig helt vide hvad der skal ske, når man udforsker verden udfra et spirituelt landkort.
Jeg fik beskeden fra guiderne i August måned, under forberedelserne til et energiarbejde på Samsø.
Beskeden lød at jeg skulle rejse til Alexandria med min mand, og finde ”Visdommens bog”. Sammen!
Der fulgte ingen manual med ordene, blot ét billede; En havn i udkanten af en by og en mand med en bog.
Jeg har de sidste par måneder kunne mærke at der er en slags udløbsdato på ’missionen’, som hedder April måned, så her i starten af vinterferien passede perfekt. – Altså bortset fra at det selvfølgelig skulle falde sammen med årets store influenza epidemi, som gør at jeg er taget afsted med feber, hovedpine og snotnæse.
Men jeg sætter min lid til universets kærlige indblanding, udrensning og ikke mindst, panodiler og rød solhat 😉
Jeg ved ikke hvad jeg skal forvente… det er små sparsomme syn, sætninger og fornemmelser jeg har fået om turens tema’er.
En af ledetrådene blev givet til mig igennem en nær ven og kollega, og omhandler en helgen-kåret martyr, kaldet Catherine of Alexandria, som jeg føler en dyb kontakt til.
Da jeg søgte på navnet, kom en kirke i Alexandria af samme navn frem. Tilfældigvis lå der et hotel nærmest klods op ad kirken, og jeg mærkede med det samme, at det var her vi skulle bo.
Det er mærkeligt at skulle afsted bare os to. Ingen børn og ingen spirituelle gruppe. Bare Mike og Jeg. Det føles næsten som en slags spirituel bryllups-rejse. <3
Dag 1:
Så er vi landet godt og grundigt i Alexandria, og dagen har været lang og fuld.
Min forberedelse til turen har haft overskriften ’Overgivelse’. Jeg har i ugerne op til rejsen, mærket en dyb proces omhandlende det at overgive mig til det at gå guidet, med alt det jeg er.
Man kan godt sige at overgivelsen har varet i mange år efterhånden, og at den har uendeligt med faser, facetter og emner. Men der er noget ved denne her overgivelses-proces som på en måde føles, nærmest endegyldig.
Det jeg er klar over og har været klar over inden jeg rejse herned, er at det handler om at sige ja, både indeni mig selv og overfor verden. At sige ja til den hellige del af mit arbejde. Det hellige i mit liv.
Inden rejsen, afholdte jeg et kursus, hvor jeg fik at vide af guiderne at jeg nu fik en forankring ind i himmelen. De fortalte mig at jeg har gået i den tilstand af forankring de sidste par måneder, men at jeg nu var klar til at den blev fasttømret, så jeg ikke længere skulle gå og strække mig for at holde mig for at holde mig ren i min kontakt. Jeg mærkede tydeligt at det ville få den effekt i mit liv, at jeg ikke længere går ind og ud af kontakt. Denne fast-tømren af kontakten gør at det hellige i højere grad kommer til at føles som en naturlig del af livet – fremfor en tilstand man kan træde ind og ud af, som det lige passer ind i livet.
Efter denne forankring og forståelse, har jeg fået dybe erkendelser omkring alt det der gør at jeg altid har trådt ind og ud af denne tilstand. Skyggesider er dukket op, som rummer traumer i mig, i min slægt og traumer båret ind igennem sjælskontakten fra tidligere inkarnationer. Specielt omhandlende det at være kvinde, og blive fordømt og undertrykt af mænd.
Da jeg ankom sent i nat, træt af rejsen, de energetiske forberedelser og influenza’en – mærkede jeg den vaklende fornemmelse af at stå med en fod i hver grav. Fortidens frygt og gamle erfaringer, kontra fremtidens håb og nye udfoldede erfaringsmuligheder.
Hele den Nordafrikanske kultur, er på mange måder essensen af denne vaklende fornemmelse. Med dybe rødder i kvindeundertrykkelse og den fagre nye verden som hele tiden ligger på spring, klar til at bryde med de besnærende bånd, der strammer alle de steder mennesket er vokset ud af tradetionerne.
Jeg reflekterer over ordet ’Islam’, som betyder underkastelse – eller overgivelse. Ordets oprindelse stammer fra ’Salam’ som betyder fred. Og jeg kan mærke at det er der jeg er på vej hen, på denne rejse. Ud og så frygten i øjnene, så jeg kan lande i mig selv. Komme helt hjem, i den tilstand af fred som kommer af den totale overgivelse. Til Mig, til Gud, Vejen, Livet, Tilliden, Håbet og Den ubegrænsede Kærlighed.
Jeg mærker at den islamiske tro er så stærk blandt dette folk, og jeg bliver konstant konfronteret med denne åbenlyse demonstration af tro, som efterhånden er blevet både sjælden og også nærmest tabu-belagt i vores del af verden, som følge af vores opgør med religion i vores søgen efter frihed og selvstændighed.
Jeg ser det i deres hvide dragter i lufthavnen, når flokke af dedikerede muslimer drager afsted eller vender hjem fra Mekka. Jeg ser det i deres mørke pander, som bærer præg af den aktive dedikation, disciplin og underkastelse. Jeg hører det i deres talemåder, navne og højtalerne som konstant og konsekvent kalder til bøn i de mange, smukt og nøje dekorerede moskéer.
Jeg mærker at jeg læner mig op af deres dybe tillid og respekt for det hellige, som hjælper med i at rumme det hellige i mig.
Vi startede dagen med at gå en lang tur igennem byen og langs havne-fronten, hvor vi stille landede og blev synkroniseret med området. Vi mærkede byens mange historiske lag og fik følelsen af at være i en kosmopol, som igennem tiderne har rummet en mangfoldighed af mennesker, kulturer, filosofier og religioner.
Folk i byen bærer præg af denne åbenhed, og er generelt meget smilende og snaksalige.
Vi kom ind i en smuk gammel moské, hvor imamen forsikrede os om at det allervigtigste, var at lytte til, og følge sit hjerte.
Jeg kom i tanke om en guidning jeg fik på flyet i aftes, hvor jeg fik en overskrift på dagene hernede.
Kærlighed, Visdom, Tro og Nåde.
Efter vores gå-tur, mærkede vi begge at vi skulle gå ned i Skt. Cathrine kirken, og starte, hvad det end var vi var kommet for at gøre.
Efter at have gået en runde inde i kirken og studeret kunst og arkitektur, satte vi os ved siden af hinanden i midten af kirken.
Mike tog vanen tro sin skitseblok op af jakkelommen, og gik i gang med at skitsere kirkerummets hvælvinger og kubler og jeg gik vanen tro, i meditations-tilstand og ventede på at få ’kontakt’.
Jeg mærkede og mærkede og ingenting skete – indtil jeg fik en ”hr hrmm!”-pegefinger -agtig besked fra guiderne, om at det ikke bare var min spirituelle rejse, men vores spirituelle rejse!
Jeg bad derfor Mike om at forbinde sig til mig igennem sit hjerte, imens jeg selv gjorde det samme. Herefter gik energien straks gik i gang! Det var som om en stærk vind pludselig steg op fra et bumstille rum, og begge blev vi så overvældet af energien, at vi følte vores fysiske kroppe blev sat helt ud af alt normal funktionalitet.
Mike havde en stærk følelse af at være i denne forenet-hed i hjertet, og mærkede hvor central en betydning kærligheden har hos os som mennesker. Han mærkede vores fælles-hjerte som et anker, et center hvorudfra energien flød. Han mærkede en dyb renselse, fra fortidens smerter. Han mærkede at når vi bliver renset for smerte, bliver vi sat fri til at kunne give og modtage kærlighed rent, udfra vores naurlige udgangspunkt.
Så fik han et syn, hvor han så os siddende side om side, som et egyptisk regent-par. Konge og dronning, farvet i guld, omringet af en guldfarvet aura. Forenet, ranke og ligeværdige.
Jeg blev dybt rørt over hans smukke delinger, som klingede rent ind i mit hjerte.
Jeg selv startede lidt mere dystert ud. Jeg fik en presserende fornemmelse i kroppen og et syn som fyldte mig med ubehag.
Jeg så en kvinde fanget i mørke. Nøgen, bleg og liggende i fosterstilling.
Jeg blev til kvinden, og mærkede hendes tilstand i mig. En følelse af afmagt og lammelse, som at blive presset sammen til næsten ingenting. Liggende på et koldt stengulv, som i en dyb fangekælder.
Hårdt mod hårdt. Koldt mod koldt.
Hun sagde ”Der er ikke plads til mig her”, hvorefter jeg mærkede at jeg skulle sætte hende fri.
Jeg kontaktede min styrke og begyndte at folde den ud, indefra og ud, i bølgende bevægelser.
Som jeg begyndte at folde min styrke ud, tog mit lys til og pludselig mærkede jeg et pres i feltet omkring mig. En skare af skikkelser dukkede op fra alle sider omkring mig. Skikkelser af mennesker i alle størrelser og aldre, kom krybende imod mig med intense, insisterende blikke. Jeg blev i første sekund grebet af frygt, indtil jeg så i deres øjne at denne nærmest hungrende og krævende tilgang, kom af en blanding imellem nysgerrighed og underernæring. Det lys, jeg var i gang med at frisætte, var dem så fremmed og samtidig så tiltrængt at de spontant begyndte at søge imod og næres af det.
Jeg rettede mig op indeni, mærkede uendeligheden i mig, og forstod at når jeg slap frygten, var der uendeligt med lys til rådighed i mig.
Så jeg fortsatte frisættelsen af det feminine, og lyset udvidede sig, og jeg favnede og mættede alle de sultne sjæle der omringede mig.
Det føltes uendeligt kærligt og ekkoer af dybe suk fulgte den lettelse det bragte med sig i hele feltet.
Pludselig hørte jeg en stemme sige: ”Åben dine øjne og se på mig”.
Jeg åbnede øjnene og stirrede direkte ind på et stort maleri der hang over kirkens alter.
På billedet var portrætteret en kvinde som forkyndte et skrevent ord, iblandt en flok af mænd.
Jeg mærkede at jeg var hende. Og at en ild brændte i mig, for at forkynde det mit hjerte viste var sandhed og visdom.
En mand testede mig hele tiden, forsøgte at få mig til at falde så han kunne håne mig foran de andre mænd. Han ledte efter mine svagheder for at retfærdiggøre sin fordømmelse af mig. Jeg var jo bare en kvinde! Samtidig mærkede jeg hans hunger efter den kærlighed og lære jeg var der for at udbrede. Der var kamp i energien, samtidig med en bund i mig af dyb ro og dedikerethed.
Jeg blev i min rolle som lære. Blev i mit lys og mødte kampen i kærlighed.
Jeg kiggede ham i øjnene og han spejledes i mine øjne, og herigennem så han sig selv i øjnene.
Og på samme måde, som når livet slukkes i et menneske, så han sig selv i sandhedens lys. Alle hans gerninger og alt hans væsen.
Men han kunne ikke bære det han så, så han fordømte mig i stedet. Forbandede spejlet for at have forpurret hans billede af sig selv.
Jeg mærkede den menneskelige sorg, jeg bar og bærer i mig som en byrde. En dyb følelse af adskillelse og frygt for menneskets mørke. Den menneskelige evne til at spalte sig selv og frasige sig medmenneskelighed og ansvar i jagten på at kontrollere det ukontrollérbare. Den strømmende flod som har sit eget liv og sin egen vej. Den strømmende flod af kærlighed som livet skabes fra og næres af.
Jeg mærkede forbindelsen til Skt. Catherine som værende martyr. Og jeg mærkede følelsen af Kristus i sin korsfæstelses-proces.
Smerten, frygten, håbløsheden – som overvindes af styrken i det at leve ordet, kompromisløst. Efterfulgt af nåden, som kommer når overgivelsen er total.
Jeg mærkede nåden i forhold til manden som fordømte mig.
Pludselig føltes det okay. Jeg mærkede at jeg kunne læne mig ind i symbolet af Kristus på korset. Da han overgav sig til sin vej blev han forenet med det Guddommelige, og så alt i et u-fordømmende, rent og ligeværdigt lys.
Jeg mærkede at kampen slap, og at jeg elskede denne mand, betingelsesløst og uden anden grund end at han var en del af alt levende.
Jeg mærkede at han havde sit eget udtryk, sin egen vej, sin egen læring. Og at det var helt okay. At det var en del af meningen, at sætte mennesket fri, til at gå sin egen vej og hjælpe med at bære byrden ved at lave sine egne fejl.
Jeg mærkede at noget frygt i mig slap i processen, og det feminine lys fik nu helt fat og foldede sig ud igennem mig, i et stort lysende felt, som dækkede hele byen.
Mikes og min forening og fælles dedikeret-hed til arbejdet, gjorde at lyset var stærkt, tæt og fuldendt i sin balance imellem det feminine og maskuline.
Det føltes ligesom en portal der blev aktiveret. Jeg mærkede at vi sad i øjet af tornadoen, fuldstændigt trygge i hinandens felter. Jeg mærkede rundt omkring os i feltet… det føltes helt anderledes. Vi havde indtaget rummet, og en følelse af levende og hjemmelig tryghed spredte sig.
Kirken var vakt til live. Det feminine var i gang med at blivet sat fri!
En mandlig bevidsthed trådte frem og sagde at dette område var Det oprindelige Medina.
Jeg mærkede at kirken befandt sig i et slags center for områdets energi-system. Og at dette center, nu var forankret i kærlighed og balancen imellem det feminine og maskuline.
Han fortalte også at Kristus og Maria Magdalene, havde studeret Den hellige visdom her, og havde fasttømret deres tro, ved at sige ja til at gå vejen i lyset. Her blev de indviet i hvad det betød at gå vejen. Og først når man er indviet i hvad vejen er og hvad det vil sige at gå den, kan man vælge bevidst.
At de gjorde det sammen her har en symbolsk betydning, fordi at de gjorde det i ligeværdighed mand og kvinde imellem.
Men fordi at det feminine har været undertrykt i så mange år, så er energien i det symbol som ligger fasttømret i området, blevet udvandet igennem tiden. Men fordi det står som et kraftsted, i forhold til det at komme i balance med alle aspekter af os, skal det sættes fri.
Jeg mærkede at vi blev brugt som en slags nøgle, til at frisætte energien. Igennem vores forenet-hed.
Udfoldelse af det feminine og maskuline i balance.
Jeg mærkede også at jeg skulle skrive til Galina og Marianne inden vi i gik ind i kirken, og jeg mærkede tydeligt at det arbejde vi havde udførte i Assisi for et år siden, blev brugt i dagens energiarbejde.
Jeg mærkede at det at vi bor ved siden af kirken gør at vi hele tiden udveksler med dette kraft-sted, som langsomt forankres over de dage vi er her.
Da vi kommer ud af kirken, sætter vi os på en bænk og deler vores oplevelser og snakker om emnerne der kommer op.
Mike reflekterer over fuldmånen som står op over os, og dens tiltagende og aftagende effekt, og hvordan dens cyklus påvirker os.
Han fortæller mig om ringene i træer. Han siger at de lyse og blødere ringe dannes i sommerhalvåret, hvor træet udvider sig og vokser hurtigere, og om vinterhalvåret dannes de mørke og hårdere ringe.
Han fortæller hvordan træets celler forandrer sig, så de ved at udvide sig i foråret kan optage og transportere mest muligt vand, og om efteråret trækker sig sammen igen og danner en hård og tæt struktur.
Dette smukke billede, gav mig en dybfølt fornemmelse at det feminine og maskuline en naturlig i balance.
Udvidelse og sammentrækning, i perfekt harmoni.
Jeg følte nærmest at jeg var den lyse del af træets åreringe, og at Mike var det mørke. Det bløde og det hårde, som kommer af det samme og rummer det samme, men med forskellige udtryk og kvaliteter.
Jeg mærkede kærligheden imellem os, og hvordan vi som træet, støtter hinanden i at vokse og gro, fra de dybeste rødder, og op i lyset.
Dag 2
Lørdag morgen. Jeg vågnede op med en følelse af at være nærmest i en tilstand af komplet opløsning.
Som at være alt og intet på samme tid, uden at det egentlig gør så meget.
En følelse af neutral observans fylder mit væsen. Som at være uendeligt fokuseret og samtidig lade alting gå sin gang, uden at bedømme det eller på nogen måde blande mig personligt i hvad der sker.
Jeg mærkede at min største og vigtigste opgave idag, var ikke at gå for hurtigt, eller bekæmpe denne følelse af total opløsning.
Jeg fik et syn af hvordan mit energifelt lå bredt ud over hele området i og omkring Alexandria, og hvordan det skabte en åbenhed i området, som gjorde at noget kunne lande og integreres i mig og igennem mig.
Marianne skrev til mig på Messenger, at hun mærkede en forbundethed til mig og arbejdet. Jeg mærkede det samme, og allerede inden jeg tog afsted viste jeg at der var en højere mening med at hun og hendes mand skulle være alene på tur sammen, samtidig med at min mand og jeg var i Egypten. Som om vi alle fire var de ankre, som skulle bære dette, hvad det end var, ind på jorden sammen.
Her er hvad hun mærkede og skrev til mig:
”Du bærer en renhed, som gør at du kan åbne det. Det hellige. Det jomfruelige.
Befri jomfruen fra tidens hersken, og give det tilbage til kvinden som blev taget.
Uskyldens renhed. Som noget der tilhører hende selv, og ikke manden eller kulturen
Jeg har set, hvordan Jesus blev undfanget.
Der ligger gamle traditioner, hvor den nye messias skulle fødes gennem en jomfruhinde.
Deri lå en dyb visdom, omkring ikke at præge barnet ind i denne verden.
Men den visdom blev fordrejet, og er blevet til at mænd vurderer kvinder efter deres jomfruelighed.
Den vurdering af kvindernes værdi efter jomfrueligheden er en blanding af den gamle visdom, som blev brugt til at skabe messias, og mandens behov for at styre sin sæd og sin udbredelse, og tvinge kvinderne til ikke at dele sig med andre. Urinstinkter af de laveste karakterer.
Det højeste og det laveste bragt sammen i en forstyrrelse.
Det er den, som skal brydes med nu.
Kvinden skal have sin styrke og magt over sig selv tilbage.
Jeg holder dig mens du åbner det – i går, i dag, i morgen – og resten af vores liv .
Jeg er den som holder dig, som holder det.
Du er nøglen og bægeret.
Jeg er jorden og himmelen i et.
Du er menneskebarnet som går rent med hovedet i himmelen og benene på jorden.
Du er ren
Jeg er alt
Vi er forbundet
Jeg er med dig, som du er med mig”
Jeg mærkede sandheden i hendes ord, på en måde hvor det føles skæbnesvangert og fuldstændig naturligt på samme tid. Nærmest som en selvfølge, skåret ud i pap, på en måde hvor det hele falder i hak og efterlader en følelse af dyb fred.
Jeg mærkede hvordan tiderne smeltede sammen i det nulpunkt jeg skabte i området. Som om jeg gik i fodsporene af ikke bare én, men mange kvinder igennem tiderne. Og at alt deres erfaring og visdom smeltede sammen i mig, og skabte fodspor udenfor tid og rum, i en fysisk manifestation igennem mig.
Hver gang jeg prøvede at mærke mig selv og min kant, spændte jeg op i smerte og mærkede en svag følelse af at kunne flække, nærmest fysisk. Så jeg holdt mig selv i den bedøvende, nærmest flydende tilstand, hvor jeg bare var og lod det ske som skulle ske. Denne tilstand, gik jeg i hele dagen, imens vi fortsatte vores ”spirituelle sightseeing”.
Vores første stop var biblioteket. Det Alexandria er kendt for, er sit store bibliotek tilbage i antikken. Biblioteket rummede foruden et slags universitet, også den tids største samling af bøger i verden.
Biblioteket var stedet hvor filosoffer, fysikere, matematikere og astronomer fra nær og fjern, både udvekslede, uddannede sig og lærte fra sig. Heriblandt Homer, Plato, Archimedes, Hypatia og Sokrates
Bibliotektek blev kaldt Mousaion, (hvorfra ordet Museum afstammer) Eller, ’Temple of the Muses’.
Stedet indeholdt altre for hver af de 9 hellige Muser. Disse 9 Gudinder siges at være den en slags hellig inspirations-kilde til mange af tidens store digtere, filosoffer og kunstnere.
Det gamle bibliotek har efter sigende haft flere forskellige afdelinger rundt om i byen, hvor samlinger af bøger har stået side om side med hellige statuer, forskellige kreative værksteder, laboratorier og astronomiske planetarier.
Serapeum som vi kom hen til senere på dagen, var samtidig med bibliotek også fungerede som et hedensk tempel, og blev ødelagt i 391, da den Kristne Kejser Theoplilus beordrede alle hedenske templer destrueret.
Hvordan det store bibliotek og Museion blev ødelagt er uvist. Det siges at det brændte ned under en invasion af Julius Cæsar, men at dømme efter de mange skriftlige udtalelser fra rejsende efter Cæcars tid, er det højest sandsynligt Kristen propaganda der er skyld i den fortælling.
I hvert fald blev det ødelagt, og den Egyptiske regering har nu bygget et nyt bibliotek som en hyldest til det gamle og imiterer arkitektonisk en stigende sol.
I og omkring biblioteket brugte vi noget tid på at indsnuse atmosfæren, og det var tydeligt at der var tænkt på det gamle bibliotek som inspirationskilde til stedet, som både rummede biblioteket, flere museums afdelinger, kulturhus og studiehaller.
Det gav stedet en levende puls, som rummede en slags åbenhed. En respekt for det at tilegne sig viden som gik på tværs af kultur, religion, hudfarve, økonomisk status og alder.
Mike følte et træk i en bestemt retning og guidede mig hen til en bogreol. Den eneste bog jeg ’faldt’ over var sjovt nok om Kleopatra, som var dronning af Egypten og boede i Alexandria.
Jeg skimtede bogen, og som jeg bladrede siderne igennem, mærkede jeg hvordan hun havde haft det.
En ung kvinde med masser af drivkraft, som forsøgte så godt hun kunne at klare sig i en mande-verden. En verden hvor kun den stærkeste overlevede. En verden hvor hendes skæbne hele tiden hang i en tynd tråd, og hvor hun måtte bruge sin sensualitet og kvindelige list til at styrke hendes position og dermed landets fremgang og sikkerhed.
Jeg mærkede hende som en foregangskvinde, en kvinde der kæmpede for sin ret og plads. En slags datidens rødstrømpe.
Efterfølgende gik vi ind i den afdeling af biblioteket som rummede manuskript-museet. Her faldt jeg over en gammel papyrus rulle, med et billede af Isis.
Jeg tænkte igen på Kleopatra, som trods sin romerske herkomst tit er afbilledet meget lig Isis, og også siges at være en reinkarnation af Gudinden.
Jeg mærkede hvordan denne helligelse af hende, var med til at give hende en form for immunitet, eller beskyttelse, som styrkede hendes magt som kvinde.
Jeg mærkede også hvordan der var knyttet en energi til Isis, som støttede kvinder i at bære visdom og styrke ind igennem de feminine aspekter.
Ligesom de 9 Gudinder eller muser, har gudinde-bevidstheder igennem tiden, fungeret som inspirationskilder og guider som har støttet og hjulpet mennesker med at komme i kontakt med den del som rummer den indre manifestationskraft, eller kilde til skabelse.
Jeg mærker at grunden til at det er kvinder, er lige præcis denne kontakt til at skabe og bære liv, som kvinder bærer i sig helt naturligt. En slags genetisk prægning i forhold til at bære kontakten til himmelen og de højere dimensioner, igennem det at kunne bære børn.
Den fleksibilitet og intuitive indfølingsevne som hører med til de feminine og moderlige aspekter, støtter transformationen af bevidsthed.
Jeg mærkede hvordan denne fleksibilitet understøtter den nødvendige overgivelse der hører med til forandring og transformation. En fleksibilitet som kvinder helt naturligt tilegner sig, igennem graviditet og deres månedlige cyklus hvor udvidelse og sammentrækning af energi, får et uundgåeligt fysisk udtryk.
Jeg mærkede også hvordan det maskuline er nærmest modsat. Manden er stærk, fast, stolt og opretholdende, hvilket gør ham til en fast klippe, men samtidig giver ham en naturlig modstand imod overgivelse, da det ikke ligger til hans natur. Denne fasthed og stolthed i det muslimske folk i byen. Denne holden på formerne og ikke tabe ’ansigt’, som kommer med opretholdelse af ens slægt. Et urinstinkt omkring det at skulle holde familien i live ved at afmærke sit territorium og ikke at vise frygt. Visheden om at kun den stærkeste overlever, som tænder et ansvar for at både skabe og opretholde liv, ved brug af styrke og magt. Og det at holde på den magt og velstand man har tilegnet sig, så der ikke kommer en der er stærkere og tager det fra en.
Jeg mærker at denne styrke er ved at finde en ny form, da de farer der hørte med til at de tidlige ur-menneskers dagligdag, ikke længere er en realitet for langt de fleste mennesker. Det gør at de kønsroller vi har kunnet læne os op ad, hvor manden er jægeren og krigeren, og hvor kvinden tilbereder mad og bygger rede, ikke længere favner vores behov og udvikling. Derfor er vi nødt til at tage det med os vi kan bruge til noget, smide resten over skulderen og lade bevidsthed og kærlighed guide os ud på de nye utrådte stier, hvor vi kun har en ringe erfaringsmasse at læne os op ad.
Efter biblioteket, gik turen til Serapeum, som var det tempel og bibliotek der blev ødelagt af den Kristne Kejser Theoplilus. Templet har været et rituelt sted igennem tiderne og her er i dag ruiner af gamle bygninger, statuer af bla. Sphinx’er og en kæmpe-søjle som kaldes ”Pompey’s Pillar”.
Da jeg kom ind til ruinerne, mærkede jeg at vi skulle gå ind imellem de to sphinx’er – stoppe et øjeblik og vise ærbødighed når vi trådte ind i området.
Pludselig steg der bevidstheder ud af Sphinxerne. Høje kvinder i lange flagrende rober, som var stedets vogtere. Måden de godkendte mig på, var at forbinde sig til mit hjerte, så de kunne mærke min hensigt og indstilling indeni.
Jeg mærkede at området bar en renhed og kontakt til noget helligt, og jeg fik at vide at der hvor der er Sphin’xer bærer området kontakt til visdom. Jeg mærkede bevidstheder træde ind. Jeg fik et indre billede af flyvende væsner som landede i et trekantsområde, hvoraf området vi var i var det ene.
Vogterfigurer med store vinger, som lignede en blanding imellem en Sphinx, en ørn og en engel. De sagde:
”Vi er visdomsvogtere af de store hellige visdoms-sale, hvor visdom er lagret og hvor der kan udveksles uden grænser.
Vi er vogtere af det hellige, som er det sprog der ligger udenfor tid og menneskeligt udtryk. Sproget som hjertet bærer den rene adgang til. Sjælens sprog, som kanaliseres ind igennem de som har lært at tyde det og omsætte det til en begrænset og dog ren form.”
Jeg satte mig ved den store søjle, og mærkede af jeg trak essensen ud af stedet og brugte min adgang til den nye tids gral, hvor det landede i en form, som er brugbar for mennesker.
Det Sphinx-lignende væsen landede ved min side og forenede sig med mig.
Jeg mærkede de store vinger blafre. Favnende og stærke vinger som kan tage én hvorhen det skal være og hvornår det skal være. Rejse igennem tid og rum.
Ørnens skarpe blik, som ser alt helt tydeligt, både på himmelen og jorden. Ser igennem alt.
Jeg mærkede styrken i væsnet. Som en brølende Løve, der er fast og overlegen i sin styrke.
Og den dybe hjertelige godhed som en engel, som bruger alle sine evner til det gode og altid handler i kærlighed.
Jeg mærkede at jeg blev dybt forenet med væsnet og alle dets evner og kompetencer, og hvordan de antændte de dele af mig selv som både var af feminin og maskulin karakter, på en ligeværdig og afbalanceret facon.
Jeg forbandt mig til den store søjle som jeg sad ved og mærkede den maskuline styrke som en fysisk magtdemonstration, men samtidig mærkede jeg at der var noget dybt nedenunder søjlen. Som jeg mærkede som en varm og blød strømning.
Det slog mig at det var det feminine og maskuline i forening. Den feminine visdom som lå hengemt dybt inde i jorden, og den maskuline manifestation af kontakten til himmelen.
Bagefter skulle vi ned i de underjordiske udgravninger. Vi gik ned i de lange mørke gange, hvor der på begge sider af væggene er indhak i stenene, som efter sigende skulle være den tids bogreoler.
Da vi kom derned, mærkede jeg et stærkt pres på brystet. Jeg mærkede en dyb følelse af frygt og smerte som fyldte mig op og fik tårerne til at trille.
Jeg mærkede at der i disse gange, grundet at de var begravet under jorden, stadig var et meget stærkt energi-aftryk af smerte, tilbage fra dengang stedet blev ’forbandet’ og destrueret af de Kristne martyrer.
Jeg mærkede smerten i mig selv, fra alle de gange jeg har følt mig som ’jaget vildt’, på baggrund af udlevelse af min tro.
Jeg mærkede hvordan jeg inderligt ønsker og brænder for at komme denne splittelse til livs. Denne kamp som opstår i fællesfelterne og skaber ’os og dem’ tilstande i os, og får os til at retfærdiggøre umenneskelig adfærd som fører til lidelse og adskillelse.
Jeg mærkede også hvordan det primært er mænd og deres styrke jeg har frygtet, og på en måde stadigvæk gør.
Mandens primitive drifter, samtidig med overlegne fysiske styrke.
Men også fordømmelsen af det ukendte, eller kontrol over og frygt for det ukontrollerbare, det nye, det mystiske, kraften og kærligheden.
Jeg mærkede en dyb healing strømme til følelserne, og kom til at tænke på min for-proces op til rejsen, hvor jeg fik dybe erkendelser omkring denne indgroede frygt i mig.
Jeg så en film et par dage inden rejsen, som handlede om den spanske kolonisering af en ø i Afrika, hvor en kvinde bliver voldtaget i en scene i filmen. Manden som voldtager hende, er forelsket i en anden kvinde som afviser ham, hvorefter han forgriber sig på en indfødt Afrikansk kvinde.
Scenen førte mig tilbage til en drøm jeg havde i Assisi, da vi skulle hente healingsenergien ’Natural Force Of Equality”, som arbejder med ligeværdighed, seksualitet og afbalancering af kønsroller i den nye tid.
I drømmen var jeg en kvinde af orientalsk afstamning, hvis forældre havde lovet væk til et arrangeret ægteskab med en slags hærfører eller krigs-general.
Jeg elskede ham ikke og ville ikke giftes uden kærlighed, så jeg stak af.
Min kommende ægtemand var i forvejen gået på kompromis med sit navn og sin ære, da jeg i drømmen havde en datter udenfor ægteskab. Så da jeg afviste ham ved at stikke af fra ham, var han klar til at kæmpe med alt hvad han kunne, for at redde det sidste af sin ære.
Næste sekvens i drømmen, foregår i et soveværelse i et hus hvor jeg søgte tilflugt. Jeg vidste at denne mand og hans soldater var på jagt efter mig, og at mine chancer for at undslippe var små.
Jeg havde min datter med som jeg bedøvede med et slags sovemiddel for at hun ikke skulle larme, og gemte hende væk inde under sengen.
I næste øjeblik kommer ”min mand” og hans soldater. De brasede døren åben, og jeg mærkede hans vrede og hans tørst efter hævn over mig. Han havde sin kriger-rustning på og var bevæbnet med sværd, ligesom alle hans soldater.
Han befalede mig at komme med ham, med da jeg nægtede, blev han desperat og forgreb sig seksuelt på mig.
Jeg mærkede at jeg lukkede af indeni til at kunne mærke mig selv og den smerte der overgik mig. Jo mere han krævede mig, jo mindre af mig kunne han få, fordi jeg forsvandt ud af mig selv som en forsvarsmekanisme.
Han begyndte at blive fysisk voldelig overfor mig, for at fremkalde en reaktion. I kampens hede, ender han med at finde min datter, som ligger under sengen.
Som hævn og i hans desperation efter at få en reaktion fra mig, begyndte han nu at forgribe sig på min datter. Jeg mærkede hans blik våge over mig, i et forsøg på at fange min reaktion på den smerte han forvoldt mig igennem overgrebet på min datter.
Da jeg vendte mit blik imod ham og kiggede ham i øjnene, skete der noget i drømmen. Hele perspektivet skiftede, og pludselig var jeg manden i stedet for kvinden.
Jeg mærkede ham, dybt indefra.
Jeg mærkede hans smerte omkring ikke at være elsket, som en umættet tørst der flåede mig op indeni. En dyb følelse af at være lille og afvist, og at jeg brugte min styrke til at gøre mig større og bekæmpe afvisningen med magt.
Jeg mærkede et pres. En forventning indefra og udefra på samme tid, omkring hele tiden at skulle være stor og stærk for at få anerkendelse og respekt.
Jeg følte mig som et skib i stormvejr, uden en havn at søge ly i. Og min længsel var så stor, at jeg var villig til at begå helligbrøde for at få det jeg havde brug for. Jeg måtte tage kontrol over det jeg ikke kunne kontrollere, som en måde at få aflad for min frustration, smerte og længsel.
I drømmen iagttog jeg det skiftende perspektiv og undrede mig over det – da jeg hørte en guide-stemme sige ”Det er det smarte ved drømme, der kan man være alle indblandede på én gang og opleve situationer fra flere perspektiver.”
Herefter stoppede drømmen, og jeg vågnede.
Jeg mærkede at jeg og mange andre kvinder, bærer følelser og kodninger med mig som stammer fra de erfaringer som denne drøm symboliserer, både igennem det personlige og kollektive, via kontakten til tidligere liv og igennem slægten og generne.
Dagen efter jeg havde drømmen, fik jeg bevidsthed på hvordan disse kodninger bliver antændt i mig hele tiden. Hvordan jeg helt automatisk vurderer mænd, ved at mærke efter hvordan deres energi er, hvor deres grænser er og hvor stærke de er. Jeg mærkede hvordan at disse frygt-baserede overlevelses instinkter hele tiden begrænser mig i forhold til at udveksle rent og ligeværdigt.
Men vigtigst af alt, mærkede jeg en følelse af frygt for at blive ’opdaget’ hvis jeg skinner mit lys. En slags grundfrygt for at blive set, som når jeg dykker helt ned i den, føles så virkelig, at det nærmest bare er et spørgsmål om tid før det sker.
Helt tilbage fra min tidlige barndom husker jeg følelsen af at gå alene igennem skoven og kæmpe med denne frygt. Jeg elskede at være alene i skoven og ville ikke lade mig kue af min frygt, så jeg sagde altid til mig selv – ’at selv, hvis der nu kom en ond mand og slog mig ihjel, ville jeg alligevel aldrig rigtig dø – for min sjæl ville leve videre og altid være stærk.’
Dette gav mig en følelse af at det der kunne tages fra mig eller den smerte jeg kunne opleve, var mindre værd end det der levede videre. Og denne drivkraft, har været min trofaste følgesvend igennem hele mit liv. En drivkraft som på trods af frygten, gang på gang, formår at sætte mig i kontakt med en styrke som ligger udenfor mig selv, som taler højere end overlevelses mekanismerne i mig.
Men jeg forstår nu at det er tid til at sætte de sidste af frygtens lænker fri, før at visdommen kan tale rent. At alle de steder hvor jeg spalter mig selv, eller tabuiserer områder i mig selv trænger til oplysning og frisættelse, så jeg kan være alt det jeg er – maskulin og feminin i forening, så jeg kan bære mit lys rent i alle områder af mit liv.
Jeg mærkede hvordan at denne misforståede jomfruelighed som Marianne snakkede om, er med til at forhindre os i at være begge dele som kvinder. Både feminin og maskulin på samme tid, hvor styrken og kraften understøtter det blide og hellige på en ligeværdig måde hvor der er plads til alle udgaver og udtryk.
Det resulterer i at vi spalter os for at passe ind i kategorier ligesom Den hellige Madonna og Den seksuelle synder, som Maria Magdalene sjovt nok også er blevet kategoriseret som – hvor vi ophøjer dele af os selv, og fornægter andre
Jeg mærker tydeligt denne spaltning her i byen, hvor kvinderne samtidig dækker sig selv til i respekt for det hellige (eller manden), samtidig med at der sælges frækt undertøj på gadehjørnerne, som gør at det undertrykte pludselig for en unaturlig magt som både er forbudt og fornøjeligt på samme tid.
Selvom denne spaltning er meget tydelig her, ser jeg at den findes overalt i verden og giver, især unge mennesker store identitets-forskydninger som gør at de vokser op med et had-kærligheds forhold til sig selv, deres egne og andres behov.
Jeg mærker at når vi som kvinder ikke har tillid til at mandens styrke støtter os i at folde os ud, fraspalter vi vores uskyldsrenhed, hvilket er med til at gøre os indirekte og manipulerende.
Og når manden ikke har tillid til at kvindens ubegrænsede kærlighed favner ham og giver ham mening, undertrykker han de højere aspekter af sig selv, hvilket er med til at gøre ham ansvarsløs og afstumpet.
Vi har brug for hinanden at spejle os i, og læne os op ad, for at finde balancen i os selv og igennem kærlighed lære at rumme og elske alle dele af os selv, så vores ubalancer og tabuer ikke får magten over os.
Et par dage inden vi skulle rejse, da hele familien lå i sengen med influenza, lå jeg med børnene i mine arme imens Mike lå med mig i hans arme. Jeg sagde til ham at det føltes som det mest rigtige i hele verden, at ligge lige dér på den måde. At han favnede mig i sin styrke, og jeg favnede børnene, i kærlighed. Det var ligesom det sagde klik indeni, og jeg forstod at det er det der er meningen. At styrken skal bære kærligheden ind i det ubegrænsede. At når jeg læner mig ind i hans styrke, bliver vi begge stærke. Og når han læner sig ind i min ubegrænsethed, bliver vi begge ubegrænsede. Og når vi gør det i kærlighed – bliver kærligheden stærk og ubegrænset.
Mens jeg sad ved søjlen og kiggede ud over ruinerne, så jeg pludselig området vi sad i, igennem mit indre blik. Jeg så billeder af mennesker på stedet i gammel tid. Siddende fordybet og gå rundt imellem hinanden. Mænd og kvinder, unge og gamle – alene og i udveksling med hinanden.
Den samme følelse som inde på det nye bibliotek. Et frirum. Jeg mærkede den dybe længsel og søgen efter mening, viden, forståelse og visdom. En længsel som går på tværs af religion, kultur, alder, køn og økonomisk status.
Jeg mærkede hvordan at stedet havde faciliteret et rum, som bar et grundlag for åbenhed og ligeværdighed. Og jeg mærkede vigtigheden af informationsfrihed. Hvordan det skaber åbenhed og ligeværdighed at information er frit tilgængelig, så alle for mulighed for at skabe deres eget fundament udfra de grundpiller som støtter op om vores værdier. Især i et samfund hvor kulturer og grænser er i opløsning, hvor bevistheden er hævet, og hvor vi på mange måder famler i blinde i forhold til at skulle opfinde os selv på ny og træde nye skridt.
Mike sad også og betragtede området og reflekterede over alt det det arbejde der var lagt i området. Alt den hakken i sten og klipper, Fremstillingen af, og kalligrafi på kæmpe mængder af papyrus ruller.
Han mærkede hvordan at der lå en mening og intention bag arbejdet. Han mærkede hvor vigtigt det er at vi har en intention og mening bag vores handlinger, og det vi skaber og bidrager til.
Han mærkede hvordan at intentionen bag området, var at føle en forening med et højere formål – med meningen.
I dag er der ingen der tilbeder Isis, Anubis eller Tosh, men til gengæld kan vi høre moskeen tilbede Allah lidt længere nede af gaden.
Men det er samme mening og intention der ligger bag. Troen. Overgivelsen til at tro på at der er en sandhed. Troen som skaber tillid til at der ér en mening med vores eksistens.
Vi kan ikke læse hieroglyffer, græsk eller aramæisk, så vi går efter billederne og storheden af bygningsværkerne.
Det gælder om at finde alle vores fælles sprog, så vi kan forstå hinanden og den mening vi tillægger tingene. Så vi forstår at vi i bund og grund, alle søger det samme, taler samme sprog, har den samme længsel efter noget større. Efter visdom.
Da vi kom hjem til hotellet om aftenen, reflekterede vi over ordet visdom og snakkede om denne ’Visdommens bog’ og hvad den mon indeholdte.
Vi mærkede begge at visdom ligger udover viden, erfaring og klogskab. At visdommen bærer noget helligt. En renhed og en ubegrænset-hed, som ligger udenfor det tilegnede.
Da jeg søgte på ’Visdommens bog’ på google, kom ”The Book Of Wisdom” frem, som en del af det gamle testamente, skrevet af Kong Solomon. I bogen beskriver han visdommen som en kvinde.
En kvinde som giver til den der søger visdommen, en forståelse af sammenhænge og kontakten til et evigt lys som han beskriver som værende langt mere værdifuldt end al verdens rigdomme.
Han skriver at hun er Guds rene spejlbillede, som kan forvandle mennesker til profeter.
Jeg mærkede hans drivkraft i teksten og at denne konge bar en mission om at styrke sjælsbevistheden på sin tid, og det var helt tydeligt hvordan dele af den tekst han skrev var kanaliseret og bar kontakten til lyset.
At det var meningen at hans bog skulle sprede visdom i verden.
Her er en strofe jeg har oversat til dansk, hvor han skriver om Visdommen.
”Begyndelsen af den sande forening med hende, er disciplin; og udlevelsen af disciplin kommer af kærlighed. Kærlighed er opretholdelse af hendes love; og efterstræbelsen af hendes love er grundlaget for ligeværdighed.”
Dag 3.
Søndag var vores sidste dag i Alexandria.
På vores vej fra hotellet og ind mod byen, passerede vi en Græsk Ortodoks kirke, tilegnet ’Bebudelsen’, som betegner det afsnit i bibelen hvor ærkeenglen Gabriel kommer til Jomfru Maria og fortæller hende at hun skal føde Kristus.
Kirken var den mest velholdte af alle de kirker vi havde set, og havde en meget speciel atmosfære. Jeg fik en følelse af at komme hjem, og selvom kirken var stor og prangende gav den mig en hjemlig hygge-følelse.
Jeg fik et indre flash-back til haven i mit barndomshjem. Jeg havde en følelse af at sidde midt i den grønne, frodige have, på en varm sommerdag, med fuglesang og højt til himmelen. Stemningen var ren, åbnende, tryg, kærlig og imødekommende.
Da jeg sad derinde, mærkede jeg en tilgang til det at gå guidet, som føles helt naturlig, ufarlig og fuldstændig i klang med mit menneskevæsen. Jeg mærkede hvordan den kærlige atmosfære i kirken, gjorde at jeg kunne læne mig ind i denne tilgang til tro, som synes at hædre balancen imellem menneske og sjæl på en ligeværdig og naturlig måde.
Det fik mig til at reflektere over hvorfor det er så svært at bære denne rene, naturlige tilgang til tro og spiritualitet ind i verden.
Pludselig fik jeg kontakt til St. Catherine. Ifølge historien, blev hun betvunget et arrangeret ægteskab, som hun nægtede under påskud af at hendes stærke tro kaldte hende til et liv i cølibat – som nonne i et kloster.
Men under min kontakt til hende i kirken, fortalte hun mig at livet i klosteret var en flugt. At klosteret for mange kvinder på den tid, blev betragtet som et alternativ til kærlighedsløse ægtepagter.
Samtidig med trygheden indenfor de beskyttende klostermure, fandtes der som ’søster’ også flere muligheder for uddannelse. Hvor dét at tilegne sig læring og viden, dengang primært var forbeholdt mænd. Men klostertilværelsen åbnede til at kvinder fik mulighed for at studere, og tilegne sig forskellige færdigheder i Guds navn.
Jeg mærkede hvordan at klosterlivet både beskyttede og bespottede kvinden på én og samme tid. Hvordan det fungerede som refugie, samtidig med at det var med til at opretholde den fejlvredne forestilling om kvindens jomfruelighed og status i samfundet.
Det føltes som et besnærende bånd om halsen, som man kunne risikere strammes ved det mindste fejltrin. En bånd som var der konstant, og mindede kvinden om hendes urenhed og mindreværd i et frygtbaseret samfund hvor de svageste blev brugt som syndebukke.
Jeg kom til at reflektere over alt det der fra-holder os at leve i ligeværdighed med hinanden, og disse ord kom til mig:
”Livet vælger altid den letteste vej, og den letteste vej for vores overlevelse som individer, har været at holde alle dem nede, der truer vores status og opretholdelse. Men som vores bevidsthed hæves, vågner vi op til erkendelsen af at vi i virkeligheden er ét. En fungerende race, ét folk.
Og som ”Vi”, eller ”Er”- bevidstheden, erstatter ”Jeg”-bevidstheden’, opblødes lidt efter lidt de overlevelses mekanismer i os, som vælger de veje hvor magt og styrke blomstrer på bekostning af andre, og glider i stedet over i en større forståelse af opretholdelse af arten som helhed. En helhed som fordrer samarbejde, hvor vi bygger på grundstenene af dem før os. En ny tid hvor vi støtter hinanden i at gå nye veje – i samhørighed og tillid til fællesskabet og vores fælles kompetencer, på en ligeværdig og respektfuld måde. Jeg er. Vi er – et og alt. ”
Efter en dejlig, opfyldende stund i Maria-kirken, følte vi os begge draget til at besøge Skt. Marcus kirken. Sjovt nok bor vi selv på Skt. Marcus kirkeplads hjemme I Århus, og dog har jeg aldrig følt nogen tilknytning til Marcus som person – før nu.
Marcus siges at være kommet til Alexandria for at udbrede Kristi ord, og blev udnævnt til byens første biskop.
Evangelisten Marcus siges oprindeligt at være tildelt Ørnens symbol, indtil kirkefaderen Hieronymus ændrede det, så Marcus i dag bærer Løven og styrkens symbol.
Ørnen står for: “åndens nedflyvende nåde over kirken” og Løven står for ”Jesu styrke og majestæt”.
Markusevangeliet indledes med ordene: Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn. Og dermed fik ordet “evangelium” også betydningen: “en skriftlig fremstilling af Jesu liv”.
Jeg mærkede hvordan de fire evangelister bar hver deres symbolske aspekter af det at være et besjælet væsen, og hvordan de som ’almindelige dødelige’ bærer en åbning ind i fællesfelterne, hvor vi som mennesker kan nås igennem disse forskellige aspekter som vi hver især bærer i os.
Løven, Ørnen, Tyren og Mennesket.
Det siges at disse fire dyre-billeder højst sandsynligt er valgt ud fra deres repræsentativ af de stærkeste dyr indenfor hver af deres ”rige”. Hvoraf mennesket er skabt i Guds spejlbillede, Løven er kongen af rovdyr, Tyren er kongen af hus og landbrugsdyr, og ørnen af fugleriget.
Jeg mærker dem som repræsentative for det at være menneske og bære elementerne Ild, Luft, Jord og Vand. Og at de blev udvalgt til at støtte os i en verden hvor vi lever i en konstant stræben efter at balancere disse aspekter af vores væsen, og give os nogle indre pejlemærker som hjælper os i rejsen hen imod den bedste udgave af os selv.
Når jeg mærker ind i de forskellige arketyper, kommer der disse under-kategorier:
Løven:
Ild. Styrken. Intention. Handlekraft. Magt. Mod.Værdigheden (i ubalance: Magt på bekostning af andre, narcissisme og selvhævdelse/det at se ned på andre. At være overmodig og tage unødvendige risikoer)
Ørnen
Luft. Ånden. Kontakten til sjælen og åndsarkiverne, det at kunne se klart og fra et højere perspektiv, kontakt til sjælens udødelighed (i ubalance: Spaltning, hæves over de menneskelige fysiske begrænsninger, svært ved at perspektivere og sætte sig i andres sted.)
Tyren:
Jord. Kødet/Biologi. Fastholdelse/Overgivelse. Disciplin. At tjene. Kontakt til jorden og menneskelig nydelse (i ubalance: stædighed, dårskab, eksessiv overgivelse til menneskelig overflod og u-afbalanceret nydelse.
Mennesket:
Vand. Transformation. Udveksling. Forening af det højere og lavere. Bevidst forening med det guddommelige. Styrkelse af fællesskab og empati. Fysisk manifestation af kærlighed. Kontakt til menneskets dødelighed (i ubalance: Stagnation, misbrug af skaberkraft, lidelse, ubalance af det store og lille, manifestation af mørke hensigter)
Det slog mig at disse dyre-billeder tilknyttet de fire evangelister, mindede mig om nogle af de aspekter de Sphinx lignende væsner jeg mødte dagen tidligere bar. Og jeg mærkede ligheden i deres position som visdoms-vogtere.
Jo nærmere vi kom Marcus-kirken, fik jeg en tilskyndelse til at kontakte Marcus-bevidstheden.
Jeg mærkede at denne bevidsthed gav mig en støtte. En støtte i det selv at stå ved min tro og tale frit og ærligt om de visioner, missioner og visdomme der lander igennem mig, og opstår i mit liv på baggrund af min tilgang til den spirituelle verden. Jeg mærkede Nåden i hans nærvær, som hjalp mig til at frisætte mine ”synder” og begrænsninger, på en dyb og varig måde.
Jeg kom pludselig i tanke om at Marianne sagde til mig aftenen inden jeg tog afsted, at jeg skulle huske at tage noter på rejsen. Da jeg spurgte hvorfor, svarede hun at hun kunne mærke at jeg var i gang med at skrive et evangelium. Jeg smagte på ordet Evangelium… og mærkede det at være vidne til og formidle det Guddommelige… i livet – som Menneske.
Mike og jeg trådte ind i kirken og gik helt op foran, hvor vi satte os ved siden af hinanden.
Jeg mærkede straks en stærk energi der gik i gang, og vi gik begge i ’meditations-tilstand’.
Da jeg gik ind i mit indre kontakt-punkt, så jeg et syn af en mand stå foran alteret. Han virkede som en slags præst og bar en bog i sin hånd. Han kontaktede mig med sit nærvær og nåede ind i mit inderste, hvor han forbandt sig til mig. Det mærkedes trygt og rigtigt.
Jeg så i mit indre en lyssøjle rejse sig og fylde hele den øverste del af kirken, hvor alteret befandt sig. Lyset bredte sig ud til hvor vi sad, og da det formede sig opad så jeg for mit indre blik en genstand som mindende om et lysende rum-fartøj. Jeg sad stille og betragtede mit indre syn i det ydre rum, da en solstråle ramte mig fra vinduet til højre for os. Strålen af varme og lys, bragte mig i et splitsekund tilbage ind i rummet og ind i nærværet med min kære mand som sad ved min side. Han smilede til mig, og jeg kunne tyde i hans smil at han var en smule klemt indeni og samtidig berørt.
Mikes far er præst, og igennem hans opvækst på Bahamas, har han troligt fulgt hans far i kirke weekend efter weekend – time efter time. Deraf kommer en dyb personlig tilknytning til kirkerummet og den respekt der følger med. Jeg mærkede tydeligt hans følelse af at komme hjem, og forbindelsen til hans far som den kærlige og dedikerede præst han var og stadig er.
I det samme kom manden med bogen gående hen imod os, og jeg fortalte min mand hvad jeg så.
Han rakte bogen ud imod mig, og jeg mærkede et alvor og en ceremoniel stemning brede sig. Jeg forklarede Mike at jeg følte jeg skulle aflægge en slags ed, og sværge troskab imens jeg rørte ved den hellige bog.
Bogen bar på omslaget et billede af et gyldent bæger og da den åbnede sig strømmede lys ud i hele rummet, og der åbnede sig et nyt rum i mig hvor jeg fik lov at se og mærke hvad bogen indeholdt.
Jeg fik på én gang mange dybe erkendelser om Gralen, det feminines indtræden på jorden, og foreningen imellem mand og kvinde. Det feminine og maskuline, moderen og faderen, datteren og sønnen i én dyb og længeventet forening.
Skabelse, form, forening og fylde.
Faderen, Sønnen og Helligånden. Moderen, Datteren og Kærligheden.
Ordene jeg fik var, at bogen indeholdt ”De hellige graler”. De sagde at bogen var klar til at blive skabt igennem et nyt og stærkt felt. Et felt som er et produkt af både tiden og vores grals-rejser i gennem de sidste år, som alle indebærer specifikke støtte-sammensætninger til ”Den nyes tids mennesker”. Hver rejse bærer en visdom omkring specifikke emner, der underbygger de forskellige tilstande vi går i som mennesker.
De sagde også at disse grals-tilstande nu var landet fuldt ud på jorden og i de kollektive felter som vi alle er en del af, og at de nu var klar til at blive lagt ud til dem der søger – i en praktisk og brugervenlig form – i form af et felt og en bog indeholdende hellige evangelier og som tilbyder forskellige praksisser at læne sig op ad, så vi kan begynde at praktisere gralstilstanden i virkeligheden.
Jeg mærkede hvordan at feltet vil komme til at understøtte bogen og at bogen vil udvide feltet.
En bog som hjælper den enkelte med at leve i overensstemmelse med universets love, og i dyb kontakt med sig selv og verden. En samtidig konkret og energetisk støtte til det at vågne op til bevidstheden om at være Menneske. Et væsen bestående af den fysiske form, kroppen – og den flydende tilstand af bevidsthed og sjæl. En støtte til forankringen i det dynamiske fundament som bærers af den Nye Tids felt. En støtte til at komme hjem i sig selv, og det at føle sig hjemme i en global verden, såvel som i en universel selvforståelse.
En slags simpel bruger manual, hvori der findes en direkte energetisk adgang til støtten – som er gralstilstanden. Både som helhed, og delt op i mindre under-afdelinger og kategorier.
Den indre tilgang til personlig tro og fred.
Jeg blev paf over hvor storslået og samtidig fuldstændig nede på jorden praktisk og simpelt det hele virkede. Og jeg iagttog hvordan jeg indeni reagerede med dyb overraskelse over mødet med manden og bogen, og på den anden side tænkte; ”Nå, var det bare det!?”
Med ét forsvandt synet om De Hellige Graler og opgaven der blev vist mig, og manden rakte igen bogen ud mod os. Samtidig så jeg den lysende ting der hang over os, og langstrakte væsner steg ud og stillede sig i venstre side af alter-området. Jeg mærkede igen et alvor og en intens stemning brede sig. Bag manden med bogen dukkede nu ansigter op af forskellige bevidstheder som jeg ikke genkendte med mit syn, men i hjertet.
Mike klemte min hånd, som om han fornemmede hvad der foregik uden at jeg havde sagt noget.
Jeg forklarede ham hvad der var sket indeni mig og vi vidste begge to at tiden var inde til at sværge troskab.
Pludselig fik jeg følelsen af at stå som en hvid og lysende brud og jeg mærkede en dyb kærlighed og renhed bryde frem fra mit indre. Og ord kom til mig, fra himmelen:
”Du er bægeret som står på jorden hvori himmelens visdom flyder til og fra. Du er det feminine som bærer visdommen ud i verden i renhed og kærlighed. Du bærer gralstilstanden, for at den skal kunne nås af mennesker i mange tider fremover. For at mennesket skal vokse ind i himmelen, med dybe rødder i jordens kerne.
Tiden er kommet til at kvinden skal bærer sig selv. Og når hun bærer sig selv vil manden rejse sig, og de våben han bærer, vil være af kærlighed, visdom og mod. Og i forening vil I skabe børn af universet, som vil rejse ud og udveksle for balancen og kærligheden.
Dem der går forrest, bærer det indtil det bliver ’normalt’. Sådan har det altid været, og sådan vil det altid være. Men jo mere I forstår at I er skabere, jo hurtigere skaber I virkeligheden igennem tilstande. Og jo hurtigere I skaber tilstande, jo mere bliver alle muligheder ’normalt’.
Tillykke med foreningen. Frisættelsen er fuldendt. Balancen er skabt.”
Jeg kiggede min mand dybt i øjnene, mærkede tyngden og glæden i hjertet på samme tid, og lagde hånden på bogen og Mike gjorde det samme.
I det samme mærkede jeg en sammensmeltning af vores felter, som en dobbeltspiral der synes at havde sit helt eget liv og fortsætte i det uendelige. Jeg mærkede hvordan vi lukkede hinandens felter, og jeg fik en snurrende fornemmelse, som at være midt i en centrifugerende hvirvelvind. Vores energifelter åbnede sig og smeltede sammen. Jeg fik en dyb erkendelse af hvordan vi indtog hinandens essens og sandhed, og udfyldte hinandens huller.
Lidt efter fik jeg ordene ”Du skal udbrede Ordet.”
Og jeg mærkede hvordan at vores forening, gav en helhed i ”Ordet”. Som en diamant med mange sider, eller en historie der fortælles på alle sprog på én gang. At foreningen gjorde at visdommen fik en fuldendthed som gjorde at det vil kunne lande i mennesket i det punkt som alle bærer i sig, som ligger i balancen imellem det feminine og maskuline. Samtidig kunne jeg mærke frisættelsen af det feminine. Frisættelsen af det jomfruelige. Og hvordan min mand har brudt sin arv, ved at have fundet den fulde tillid til det feminine igennem vores kærlighed, uden at bære et erfaringsgrundlag for det fra båndet til sin egen mor. Og jeg blev fyldt af taknemmelighed over at mærke hans rene maskuline energi, frisætte det feminine med mig. Som en kærlighedskriger.
Vi blev begge to meget rørt over ceremonien og fældede en tåre sammen, imens vi sad der med knugede hænder og åbne hjerter. Vi havde svoret troskab og hjerte til hinanden og Gud. En slags usagt aftale om at støtte hinanden som menneske og sjæl. I vores kærlighed til Os, Lyset, Vejen og Kærligheden. <3
Lyset brød atter igennem vinduet, som for at cementere og forankre den smukke ceremoni. Vi nåede lige at kramme hinanden et kort øjeblik, før kirkens opsynsmand kom ind og høfligt gjorde fagter til at kirken skulle til at lukke.
Vi trådte udenfor i det smukke solskin og gik en lille tur rundt om kirken imens energien og oplevelsen landede i os, og vi igen var klar til at træde udenfor kirkens stille mure.
Vi gik ud og spiste et lækkert måltid på en meget hyggelig restaurant og vi havde begge to følelsen af at fejre hinanden, kærligheden og livet.
Efterfølgende tog vi en taxa, og vi var enige om at finde et marked hvor vi kunne købe nogle soveniers med hjem til børnene. Vi blev midlertidigt sat af et helt forkert sted, lige foran indgangen til et gammelt udgravnings-sted. Vi valgte at droppe shoppeturen og købte i stedet indgangsbilletter til den nedsunkne udgravsningsplads. Bygningerne der var blevet udgravet var meget græsk inspireret og der var et smukt hvidt amfiteater, gamle søjler og et hav af artefakter som var blevet fundet i Cleopatras palads, som i dag ligger under havet udfor den nordlige havn.
Der var en dejlig frodig bevoksning i området og stedet indbød til afslapning. Da jeg efter at have indstuderet de forskellige udgravninger og statuer, satte mig ned i græsset, kunne jeg mærke hvor skrøbelig og sårbar jeg følte mig indeni.
Vi var de eneste besøgende på stedet og jeg fik en følelse af at stedet var en gave til os, hvor vi fik mulighed for at lande de dybe processer, beskyttet af murene omkring den lille grønne oase.
På vej ind mod byen, fandt vi en hyggelig lille café under et stort smukt træ, hvor vi satte os med en kop kaffe, imens vi talte om dagens oplevelser og tog notater.
Vi havde begge to en følelse af at vi havde gjort det vi var kommet for, og gav os selv fri til resten af aftenen at gå hvor vinden tog os.
Vi gik igennem en gade med små telte og boder hvor egyptere sad og solgte brugte og nye bøger. Mike som elsker at gå på jagt efter spændende bøger, var i himmelen!
Vi fandt et par spændende bøger, og endte i en teltbod hos en mand som virkede meget interesseret i at snakke med os. Mike spurgte ham i sjov om han havde en bog kaldet ’Visdommens bog’, og han grinede og sagde at det kunne være navnet på den bog han selv havde skrevet!
Han bad os komme ind og tage plads, imens han tilbød os en kop te.
Han startede med at fortælle at han havde været på hospitalet i 3 år, hvoraf han tilbragte 2 måneder i koma. Han viste os en stor rygskinne han gik med og fortalte at han havde brækket rygsøjlen og blev lammet efter et selvmordsforsøg, hvor han hoppede ud fra en bro og overlevede.
Efter oplevelsen havde han hørt Gud sige til ham ”Du har fået et nyt liv – så husk at brug det!”
Han snakkede om hvor vigtig forståelse er. Ikke bare forståelse, men den fulde forståelse. Han sagde at man ikke bare kan skrive en bog og forvente at mennesker forstår den på samme måde, for vi har alle vores egen forståelse af det vi læser.
Det fik mig til at forstå vigtigheden af energien i bogen, som er åbningen indtil den dybere forståelse.
Han fortalte at han havde brugt flere år på at forstå sig selv, sit liv og meningen med det og derfor var gået i gang med at skrive en bog. Han boede i New York efter ulykken, og han gik rundt på gaden og spurgte folk hvorfor de var her og meningen med livet.
En mand svarede at han var her på jorden for at lære forskellen at kende på sandt og falsk. Facts og fiktion. En dame svarede at hun var her for sine børn og kærligheden til dem, og andre igen svarede at det at kunne gøre godt for sin næste og samfundet var meningen med livet.
Han sagde at han mærkede at alle deres svar var sande, og at det der betød noget var at føle en mening og at man i sit liv bidrog til det der gav en selv mening. Han slog over i at snakke om hvordan vi arver erfaringer igennem generationer, og jeg mærkede at trods kultur, alder og livserfaringer, var vi grundlæggende del af den samme virkelighed, og havde troen, håbet og meningen til fælles.
Vi takkede ”Mr. Know it all”, som han fortalte at hans kone kaldte ham, for et hyggeligt møde, og drog videre ud i byen.
Det sidste vi begge to var enige om at vi manglede, var at besøge de tre store Moskéer, som arkitektonisk skulle være meget smukke og bestemt et besøg værd.
Da vi nåede til Moskéerne, stod fuldmånen op og fik de hvide bygninger til at fremstå nærmest eventyrs-agtige – som taget ud af 101 nats eventyr.
Da vi kom ud på den store plads som bandt de 3 bygninger sammen, hørte vi musik komme fra den ene.
Vi gik derhen, og fandt ud af at det var en flok Sufi’er som sang og dansede.
Vi blev og overværede det en stund, og igen fik jeg en dyb fornemmelse af det vi har til fælles som mennesker, på tværs af kulturer og normer. Den indre fornemmelse af noget større. Det der binder os sammen. Jeg mærkede hvordan at deres tilbedelse af det Guddommelige og følelsen af forenet-hed, igennem dansk, musik og trance, er noget der hører næsten alle kulturer til, på ét eller andet niveau og i forskellige afskygninger. Jeg fik følelsen af at jeg næsten ligeså godt kunne være til danse-fest hjemme i Århus, hvis ikke lige det var for lyden af de fremmede ord i sangen.
Det var en smuk oplevelse, og dejligt at mærke at kirke-rummet blev brugt til at fejre livet. Der var både unge, gamle, mænd og kvinder, og alle havde de en fest imens de blev forbundet til deres personlige mening med livet.
Da vi om natten satte os ind i taxa’en og begyndte den lange rejse hjem, var det med fyldte sanser og hjerter. Vi var allerede begyndt at føle os hjemme i byen, ikke mindst pga. alle de venlige og åbensindede mennesker der boede der. Og det var en blanding af vemod og taknemmelig der fyldte os, da vi for sidste gang kiggede ud på den gamle by, til tonerne i radioen af en acapella sang på arabisk, som tydeligvis var en hyldest til Gud og Kærligheden. <3
Online kurser
- Light Leader Lighthouse
- Moderens Hjerte
- Klarsyn og sjælsguidning
- Guidekontakt
- Faldet, valget, kaldet
- Rise above fear
- Moderens stemme
- Healing af narcissismens sår
- Faderens stemme
- Positiv programmerings uddannelse
- Arbejdsforløb positiv programmering
- Merlins cave
- Healing med den hawaiianske familieånd
- Ohana i dig
- Frisættelse af det hellige feminine i dig
- Gå med mestrene
- Dit menneskelige kald – sjælens vej
- Gralen i dig
- Hånden i ryggen – åbning til din konstante styrke
- Opdatering af dit magikerfelt