Spiralrejsen til Påskeøen

Vi er på vej til Påskeøen, det er en lang rejse, så jeg har tid til refleksion og skriveri her inden arbejdet for alvor går løs. Jeg glæder mig til vi ankommer, og selvom jeg aldrig har været der, mærkes det som hjem.

Mit indre træk til at tage til øen, startede allerede for nogle år tilbage.
Jeg fik spontane syn af de stenansigter som findes på Påskeøen, kaldet Moai’er, og i en rum tid fik jeg ingen yderligere indskydelser omkring det, andet end de sporadiske billeder.
Men da vi så skulle afsted til Peru og lave energiarbejde for halvandet års tid siden, begyndte det at dukke op i min bevidsthed og synene kom igen.
Jeg mærkede et dybt indre træk til at lave en rejse til øen, og da jeg mødtes med mine rejsefæller fortalte jeg dem om min undren over at mine indre billeder af statuerne blev så kraftige op til vores Peru-rejse.

Vores rejse startede en anelse kaotisk. Der var fly-strejke, og vi strandede et døgn i Paris uden at vide om vi kunne komme videre.
Endelig fik vi lovning på en afgang, som ville tage os igennem USA og videre til vores destination Juliaca ved Lake Tititcaca. Men som en lille ekstra bonus brød det amerikanske sikkerhedssystem ned 5 minutter inden afgang, og vi endte med at blive natten ud i Paris inden vi endelig fik plads på et fly som skulle tage os til Santiago i Chile, hvor vi skulle mellemlande.

Allerede da vi lettede fra Paris, sagde Galina: ”Jeg har altså på fornemmelsen at vi måske skal lave noget energiarbejde når vi kommer til Chile”.
Vi var alle sammen trætte, så vi blev enige om at se til det når vi ankom.
Men da jeg havde sat mig til rette i flyet, spurgte jeg alligevel ind til det. Guiderne responderede med det samme, at i den tilstand vi var i alle 4 var der ingen tilfældigheder!
Jeg lod det synke ind, og overgav mig til vejen og rejsen.

Da vi nåede lufthavnen i Santiago, mærkede vi med det samme at noget gik i gang. Og da vi stod i køen til paskontrollen, fik jeg det så dårligt at jeg følte gulvtæppet blev revet væk under mig.
Da vi var kommet så langt frem i køen at vi kunne se den store ankomsthal med butikker, så vi et hav af souvenirbutikker med små stenhoveder, fuldstændigt identiske med dem jeg havde set i mit syn.
Da jeg så hovederne, accelererede energien og jeg mærkede at jeg var nødt til at overgive mig til energiarbejdet. Jeg forbandt mig til mit indre, hvor et syn udspillede sig for mit indre.
Jeg så stenhovederne stå stablet op som en totempæl i midten af en rund plads. Alle ansigterne var placeret ovenpå hinanden, med ansigterne vendt mod alle verdens hjørner, som om de tilsammen kiggede alle steder hen på samme tid.
Tårnet af ansigter var uendeligt højt. Jeg fik en følelse af at det nåede helt op i skyerne, og jeg nåede lige at tænke på bibelhistorien om ’babelstårnet’, da jeg så tårnet styrte sammen.
Ansigterne faldt til jorden, og landede spredt ud over hele området.
Jeg mærkede en trykken i brystet, og som presset steg måtte jeg bruge alt min selvbeherskelse på ikke at bryde grædende sammen midt i paskontrollen.
Jeg kom i kontakt med en dyb sorg, og hørte i mit indre, at det var et billede på menneskets fald.
Jeg lod følelserne flyde igennem mig, ligesom jeg gør når jeg sidder med mennesker og hjælper dem med at forløse deres personlige sorg og smerte.

Jeg mærkede at jeg processerede smerten i flere lag. Èt lag som handlede om menneskets adskillelse fra Gud. Derefter var det smerten ved at skulle se sig selv og sin ondskab i øjnene. Smerten ved at skulle starte forfra med at hæve bevidstheden. Smerten ved at fejle, og derefter smerten ved at elske mennesket så meget, og samtidig være nødt til at lade dem gennemgå smerten for at kærligheden og visdommen skulle kunne sejre over mørket og uvidenheden.

Da vi kom ud i ankomsthallen, måtte vi hen til de mange stenhoveder. Vi havde alle fire en formodning om at de måtte have de samme slags stenhoveder i Chile som på Påskeøen, og at vi bare aldrig havde hørt om det før. Men en sød butiksekspedient forklarede mig at Påskeøen hører til Chile, og at den stenfigur jeg havde udvalgt mig til at ville købe, var den eneste tilbage i butikken som var lavet af sten fra øen.
Det føltes som om de sidste to døgns strabadser pludselig gik op i en højere enhed, og at det der før syntes som en omvej blev en vigtig brik i puslespillet. Jeg husker en dyb ydmyghed og taknemmelighed over hvor spændende og fantastisk livet kan være, når man tillader sin virkelighed at blive orkestreret fra et højere sted.

Da vi sad i flyet og var på vej afsted fra Santiago, fik jeg en fornemmelse af at vi skulle samle vores fælles energifelter for at afslutte arbejdet.
Jeg mærkede en roterende fornemmelse indeni, som om jeg befandt mig i øjet af en hvirvelvind.
Jeg var igen tilbage i synet med stenhovederne, og så hvordan de faldne hoveder blev hvirvlet ind i strømmen og begyndte at samle sig ovenpå hinanden for at vende tilbage til deres oprindelige position.
Tårnet voksede og voksede, og jeg hørte ordene; Mennesket er klar.

Jeg så hvordan bevidstheden nærmest var blevet slukket under faldet, fordi væsnet ville være deres egen Gud – men uden kærlighed til det at være menneske, som er det der skaber grundlaget for den stabilitet som skal til for at kunne bære høj bevidsthed balanceret.
Kontakten blev slukket, og der blev mørkt. Og nu er mennesket atter på vej ud af mørket, og ind i lyset og kærligheden.

Energitornadoen tog af, og uden at forstå hvad der lige var sket, følte vi os færdige og tilfredse.

Jeg sad stille i mig selv, og fik en fornemmelse af et nyt og mere personligt lag der dukkede frem.
En ny lille film udspillede sig i mit indre. En erindring eller bare en drøm som skulle trykke på de rigtige knapper i mit indre.
Her er drømmen, som jeg skrev ned som den udspillede sig i mit i indre:

I drømmen er jeg en kvinde. Jeg bor på en lille simpel vulkan ø.
Jeg går rundt ude foran huset og er i gang med at håndtere mine afgrøder, da jorden under mig begynder at skælve og en røgsky dukker op bagved bjergtinderne.
Jeg løber råbende ind i huset, og mærker en overlevelsestilstand spredes i hele systemet hvor jeg ikke kan tænke på andet end at få mine elskede i sikkerhed.

Herefter springer drømmen videre til næste scene, hvor jeg sidder i et halvmørkt rum i mit hus, som er en lille vindblæst træhytte. Jeg sidder på en seng af træ og bast, med mit lille spædbarn i armene. Uskyldig, fredfyldt og tillidsfuld, putter han sig sovende i det tæppe jeg har svøbt ham i. Jeg ved indeni at vores time er kommet.
Himmelen er sort af aske, og den oplyste dag har forvandlet sig til den mørkeste nat.
Lavaen overtager jorden som et levende og altopslugende hav, og bevæger sig som bølger der skyller ind i alle afkroge og fortærer alt det møder på sin vej.

Jeg sidder med barnet og begynder at synge på et sprog som lyder fremmed og velkendt på en gang.
Tårnene løber ned af mine kinder og jeg føler mig uendelig sårbar og stærk på samme tid. Sårbar og bange, men med en ur-agtig styrke som en hunløve der beskytter sit afkom.
Jeg finder et stykke stof som jeg langsomt ligger over den lilles mund og næse.
Jeg holder stoffet på plads og presser med begge hænder, imens jeg græder og synger på samme tid.
Tonerne fra sangen overdøver de dæmpede lyde der måtte komme fra barnet, og efter lidt tid slipper jeg presset og den hjerteskærende stilhed overdøver alt andet.
Tiden står et øjeblik helt stille.
Jeg føler mig lammet og mærker hvordan jeg næsten ikke engang trækker vejret. Jeg får en mærkelig følelse af alt alt er forkert og rigtigt på samme tid.
Jeg kan ikke være i spændet, så jeg overgiver mig til den del af mig som ved, og tillader den at tage over så jeg kan gøre hvad der skal til.
Jeg synger igen, og min sang og min kærlighed bærer barnet igennem mørket, og over i lyset.
Jeg træder ud af hytten, bærende på barnet imens jeg begynder at synge højere og højere.
Tårnene triller og sangen synes at fylde hele luften omkring mig med, og fortæller en historie om dyb sorg og dyb healing på én og samme tid.

Scenen skifter igen, og i det næste syn står jeg og synger ud over hele øen, med toner som synes at komme fra mig og fra himmelen på samme tid.

Sangen når ud i alle afkroge af øen og folk stimler sammen og går ud til vandkanten, som mange steder består af klippevægge som bølgerne slår imod.
Jeg mærker at min sang leder dem på rette vej. Fortæller dem hvad der er ved at ske, og beroliger dem samtidig.
Til sidst danner vi en kæde hele vejen rundt om øen, alle med hinanden i hænderne.
Jeg synger så det føles som om mit hjerte er ved at briste, som lavaens altopslugende bølge bevæger sig tættere og tættere på os.
Vi står nu helt tæt på kanten, og som lavaen rammer os som en brændende mur, skubbes hele kæden af mennesker i vandet på samme tid.

Vandet er mørkt. Jeg falder dybere og dybere ned i mørket.
Jeg er uendelig bevidst om min død, og mærker hvordan alting langsomt og fuldstændigt går i opløsning. Udenpå og indeni på en gang.
Den følelsesmæssige storm indeni stilner af, og jeg mærker en fredfyldthed brede sig ud i hele mit væsen.
Jeg slipper og overgiver mig til døden. Freden. Og uendeligheden.

Som jeg slipper, kommer et væsen til syne.
Et havdyr som minder om en delfin.
Jeg forstår at jeg skal tage fat om dyret, og sammen svømmer vi i fuld fart.
Jeg mærker små stik af angst over den fart vi svømmer med, da sigtbarheden i vandet er så lav at jeg kun kan se hvad der ligger lige for næsen af os.
Men jeg mærker dyrets kraft, og læner mig i tillid ind i følelsen af at blive ledt.
Og da jeg langsomt mærker tilliden vokse i mig, går det op for mig at jeg trækker vejret under vandet. Jeg ved hvor vi er og hvor vi skal hen.
Det sidste gran af frygt slipper, og da åbner min bevidsthed sig på en ny måde, og jeg ved nu at jeg et med dyret, og at jeg befinder mig i mit rette element. Jeg er dyret.
Transformationen er fuldendt.
……………

Som synet stilnede af, mærkede jeg en dyb genkendelse fra en oplevelse nogle år tidligere.
Vi havde en nytårsaften valgt at blive alene hjemme som familie, da min mand og jeg begge mærkede et træk imod en indre fordybelse.
Vi havde musik kørende på pc’en, og uden helt at vide hvordan det gik nytårssangen Auld Lang Syne i gang, sunget af en kvinde på noget der lød som gælisk.
Den smukke nordiske sang var som en nøgle der åbnede en dør i mit indre. Og da jeg trådte ind af døren, fandt jeg mig selv midt i Lemuriens undergang.
Jeg så og hørte mig selv synge, og som taget ud af ’Titanic’, akkompagnerede musikken på smukkeste vis de døende.

Jeg havde ingen daværende erindring eller forståelse af hvad Lemurien var eller hvad det betød for mig, det var bare som en lind strøm af ord, billeder og følelser der flød igennem og ud af det kom et slags digt:

Lemuria du er en stjerne
leder mig ind i min tro
Du kalder mig fra det fjerne
Og deler mig i to
Lige kvinde lige mand
Smelter sammen i tidens tand

Lemuria i mit hjerte
Græder ud din smerte
Væder de golde tinder
til de bliver den dybe flod
Åndens logerende minder
Vander livstræets rod

Lemuria min sjæls klang
Hører præstindernes sang
Synger om lyset og himmelsk fred
Forløser og vækker mig
Synger om nåden i kærlighed
Tonerne viser vej

Lemuria du vil mindes
Så erfaringerne findes
Jeg synger en stille vise
I Guddommens evige kirke
Synger om sjælens lise
Og om lysets lov og virke

Lemuria ned du falder
Imens mit hjerte på dig kalder
Glasklar som krystaller
Og brændende som himlens ild
Sandhederne fra himlen falder
Imens de spiller gudespil

Lemurias bærer kraften
Jeg ærer dig i aften
Venter med stille længsel
på at vi sammen tager chancen
Bryder ud af mørkets fængsel
Og vender hjem i kærligheden, og balancen

…..

Efter at være landet efter vores helt fantastiske rejse til Peru, spurgte jeg en aften ind til Påskeøen.
Jeg havde en følelse af at selvom vi havde lavet energiarbejdet i Chile, var jeg stadig ikke færdig med øen.

Da jeg åbnede op til at vide mere om mit træk til øen, kom jeg i min indre dialog ind til et råd af bevidstheder, som præsenterede sig for mig i en hesteskos-formet halvcirkel.
Den guide i rådet som lod til at være ham jeg primært kommunikerede med, fortalte mig at jeg har en gammel og dyb forbindelse til øen.
Han vidste mig hvordan jeg, i en ikke-menneskelig form og i noget som lod til at være æoner af tider siden, var med til at skabe nogle af de energi og stenstrukturer som findes på Påskeøen, og rundt omkring på jorden. Strukturerne skabte vi til at lave et slags bevidsthedsdrivhus på jorden, hvor vi arbejdede med at skabe den bedst mulige tilstand for at bevidsthed kunne skabes og vokse.

Han viste mig et stort område i Stillehavet, og at det var det sted hvor jeg for første gang på jorden fungerede som en slags vogter for et større samfund i spirituel udvikling.
Jeg så hvordan min sjæl på en måde var koblet op på stedets ånd, og mærkede hvordan jeg kunne sanse stedet og folket, og hvordan deres beslutninger og vækst nærmest havde en direkte påvirkning på mig.

Jeg kunne mærke at det var rigtigt, og erindrede hvordan jeg havde haft det da jeg var på Hawaii nogle år forinden, og for første gang i mit liv oplevede med det samme at føle mig fuldstændigt hjemme et andet sted end i mit eget hjem. Det mærkedes til at kulturen på de to stillehavsøer var dybt forbundne.

Han viste mig også et billede af hvordan jeg og andre så ud dengang, og pludselig var jeg tilbage i mit første møde med Marianne, hvor jeg havde en meditativ oplevelse af at være et andet slags væsen. Jeg lignede i min grundlæggende form et menneske, men meget højere og med et slags svaj i ryggen og kroppen som gav et helt anderledes balancepunkt end det vi har i dag, som lå udenfor kroppen i stedet for langs rygsøjlen.

Jeg mærkede dybt hvordan rejsen til Påskeøen vil være et vigtigt skridt til forstå flere lag af det at være bevidst. En følelse af at slippe et filter omkring det at kunne holde til at se og forstå ting på et dybere plan.
Som er det vi skal kunne for at starte den mere direkte udveksling med vores stjernesøstre og brødre.
Noget omkring at slippe smerten, angsten og overlevelsesmekanismerne i en grad, så vi kan holde til at blive trukket rundt i vores forståelse, uden at miste vores basale selv-opretholdelse og livsgnisten som giver vores menneskeliv mening.

Vi skal ikke slippe vores drivkræfter – vi skal transformere dem.
Vi skal ikke slippe visheden om at vi skal dø – men blive bedre til at bestemme over den del af os som tror at vi skal dø hele tiden og så igen og konstant vil kriges med os selv og andre. Blive bedre til at strække vores bevidsthed, uden at autoreagere i nervesystemet.

Da jeg jeg gik i min forberedelse op til turen, fik jeg endnu en indre oplevelse, som denne gang var fra et tidligere liv på øen, som netop handlede om det at dø.
Jeg var en ung pige, Høvdingens datter.
Jeg stod midt på en plads, omringet af mit folk, som både sang og spillede på trommer.
Jeg mærkede naturen så levende, som var jeg der i virkeligheden. Mine sanser stod pivåbne og jeg lod mig fylde op af elementerne i mig og omkring mig.

Jeg mærkede den varme brise køle min hud. Det føles kølende og befriende, især i mit ansigt hvor varmen fra bålene var begyndt at få fat.
Jeg mærkede den endeløse nattehimmel åbne sig over mig.
Jeg fornemmede hvordan græsset og træerne rislede og svajede i vinden. Øen var levende. Alt var levende, i mig og udenfor mig på samme tid.
Luften var fyldt med salt, som nærmest kunne smages igennem huden.
Jeg hørte bølgerne slå mod klipperne, som en fjern musik bag musikken.
Folkets sang favnede mig, og jeg var i en nærmest tranceagtig tilstand.
Med ét vidste jeg at jeg skulle dø. Vi var i gang med en ceremoniel ofring, og min død var uundgåelig.
Med min bevidsthed begyndte jeg at reflektere over det der skete, og det slog mig at jeg ikke følte nogen form for frygt, sorg eller smerte over hvad der var ved at ske.
Jeg ledte i mig selv med lys og lygte, for at finde et uroligt sted, men måtte erkende at alt i mig, var fuldstændigt ok med min ofring.
Jeg vendte atter bevidstheden ud af, og mærkede folkets kærlighed og støtte. Det føltes ligesom at blive elsket ind i døden. Båret af den varme vind, af kærligheden, af kulturens ånd og folkets dybe respekt og tillid til ceremonien.
Jeg mærkede at der ingen steder i mig, var unaturlige eller negative erfaringer omkring dødsprocessen.
Jeg mærkede en dyb følelse af kærlighed til mit folk. At jeg gik i døden, som en kærlighedsgave til dem og kulturen. Det var min plads, og i døden er vi alle lige.
Jeg fik en dyb fornemmelse af at selv om jeg var højt i øens hierarkiske orden, var jeg samtidig den der skulle ofres. Jeg mærkede hvordan vi alle her en plads at udfylde. At der ikke er større eller mindre, bare forskellige udgangspunkter – forskellige pladser at udfylde.
Jeg blev ramt af hvor værdigt det føles det med at udfylde sin plads. Når vi udfylder vores egen plads og giver andre lov til at udfylde deres, med det vi hver især kommer med, skaber vi ligeværdighed, i virkeligheden.

Det føles så godt, og så vigtigt.
Jeg så hvordan der i et ø samfund som Påskeøen, bor en slags dyb visdom omkring det at se hinanden som en del af et hele. En slags holistisk tilgang til kulturen, fordi alle er nødt til at dele det de har, før at der er nok til alle. Det giver en slags opblødning i forhold til det at være individuel og forbundet på samme tid.

Efter synet omkring mit tidligere liv, så jeg et billede af et stort område i stillehavet. Området var en pyramideformet konstallation, bestående af tre steder.

Det ene var New Zealand, det næste var Påskeøen og det tredje var Hawaii.
I punktet i midten, så jeg et krystalhjerte liggende på havets bund, som vi skulle åbne til igennem de tre punkter. Jeg kiggede senere ind i det med Marianne, og vi mærkede begge at det område vi starter med at åbne til som ligger i området, er starten på en ny række rejser, som hedder ’Krystalrejserne’ og starter med en tur til Hawaii i Februar 2019.

Jeg glæder mig til de næste rejser, men lige nu kan jeg mærke at er uendeligt spændt på arbejdet der venter os på Påskeøen. Vi skal arbejde med visdommen fra stjernene, forfædrene og vulkanens kraft.

Jeg glæder mig til at lægge hånden på stenene, åbne for kontakten og starte arbejde som skal fortsætte de næste 5 dage.