Englehjælp

At se og tale med engle har altid været en del af mit liv – og i en del år nu, har jeg på dagligt basis bedt om englestøtte til forskellige ting i mit liv.

Englene er her for at støtte os på et helt menneskeligt plan, og i de dimensionslag som vi ikke selv har bevidst forståelse for og kontrol over.
Et godt billede jeg bruger på det, er min mand der arbejder med handicappede til dagligt. Han fungerer som en udstrakt hånd for dem som er begrænsede i deres virke, og på samme måde hjælper englene os dér hvor vi er begrænsede.
Som en udstrakt hånd, der formår at virke som en forlængelse af os selv, så det føles både trygt, naturligt og berigende.
Englene skal på samme måde som min mand, ansættes, eller have bemyndigelse til at hjælpe, for ikke at overskride lysets love om fri vilje.
Derfor er det vigtigt at vi husker at invitere englene ind i vores liv og bede om hjælp og assistance, førend de kan komme os til undsætning, og udføre de magiske opgaver som kan berige eller beskytte os.

En af de vendinger jeg ofte hører som kan fraholde mennesker fra at bede om engehjælp, er at det føles for påtrængende at bede englene om hjælp.
Mit opslag i dag, er en kærlig opfordring fra englene om at komme i gang med samarbejdet!

For når du tilkalder assistance fra en engel, er du ikke kun med til at gøre dit eget liv både nemmere og langt mere magisk – men du er faktisk også med til at gøre englene begejstrede, alene af den grund at de får større mulighed for at opfylde deres formål.
Både igennem det at hjælpe, støtte og samarbejde i kærlighed – men også igennem den tillid du viser ved aktivt at vælge at lade deres nærvær og assistance indtræde i dit liv.

Udover ting som: hjælp til parkering (hvilket virkelig kan betale sig at få hjælp til når man bor i en storby!), at finde forsvundne sager, større flow, trøst og beroligende nærvær –
Er en af de ting jeg konsekvent bruger englenes hjælp til; at køre sikkert i trafikken. Den bedste forsikring jeg nogensinde har tegnet!
Helt per automatik, beder jeg om englestøtte hver eneste gang jeg sætter mig bag rattet. Jeg har gjort det så mange gange nu, at det nu mere minder om en indre bevægelse jeg laver, end en egentlig sætning eller remse, som det var i starten.
Intentionen indebærer at få hjælp og støtte til at bevæge mig sikkert i trafikken, og samtidig giver jeg lov til at de må prikke til mig på forskellige måder, for at gøre mig opmærksom på potentielle farer.
Hver gang jeg gør det, ser og mærker jeg en engel sætte sig ved min højre hånd, som en vished om at de er nærværende.

For en del år siden, da jeg startede med at bruge englene aktivt, var jeg en aften på vej hjem i bil på motorvejen.
Jeg kørte støt og roligt afsted, da jeg pludselig mærkede englen ved min højre side nærmest ”banke” mig på hovedet. Det er en indre fornemmelse jeg kender fra når jeg kommunikerer med guider, som kommer når der er noget jeg skal være særligt opmærksom på.
Med det samme blev min opmærksomhed skærpet og englen bad mig køre fra ved nærmeste motorvejs-afkørsel.
Fordi det var aften og jeg havde haft en lang dag, havde jeg mest lyst til at ignorere beskeden og komme hurtigt hjem – men noget i mig sagde at det bestemt IKKE var en god idé.
Så jeg trodsede min ugidelighed og kørte fra ved nærmeste rasteplads.
Jeg holdt og ventede i et stykke tid, det føltes lidt ligesom at holde for rødt lys i lang tid – indtil jeg endelig fik besked på at nu var det sikkert at køre igen.
På vej ud ad afkørslen, hørte jeg sirener komme imod mig.
Ambulancer kom kørende for fuld udblæsning og politibiler holdt allerede nede på motorvejen.
Der havde været et stort uheld lige efter afkørslen til rastepladsen.

Resten af vejen hjem, takkede jeg min køreengel for suveræn assistance, imens jeg holdt et felt af lys og kærlighed over alle involverede i den forfærdelige ulykke.
Siden den dag, har jeg aldrig tøvet med at lade englene guide min kørsel.

Så præcis på samme måde som du tegner en forsikring, eller ville bede en ven om hjælp, vil jeg opfordre dig til at give plads og lov til englenes magiske indtræden i dit liv.
Du behøver ikke at kunne hverken se, høre eller mærke englene, før du kan modtage hjælp fra dem.
Og hvem ved… måske lærer du fornemmelsen af dem at kende med tiden.

Englen på billedet her, malede jeg for en del år siden. Hun ville igennem med hendes kærlige væsen, for at minde mig om at der altid er nogen der ser det som vi ikke selv kan se, og derfor har vi brug for hinanden.
Nu vil hun ud i verden, for at huske dig på at der er hjælp at hente. Altid 

Der ligger energi i billedet som, hvis du vælger at tage imod den, hjælpe dig ind i kontakt med englenes frekvenslag.

Kig på billedet af englen, sæt din intention på at forbinde dig til energien hun kommer med, og læg derefter højre hånd på dit hjerte.
Forestil dig nu at dit hjerte langsomt åbner sig, som en blomst, eller en lysene sol eller stjerne.
Mærk hvordan det føles at få den hjælp og støtte du har brug for, af en som elsker dig ubetinget.
Giv dig selv lov til at blive fyldt op med følelsen, hvorefter du lader din dybeste taknemmelighed og kærlighed strømme ud fra hjertet.
Herefter holder du fokus på det du har brug for engle-assistance til, og beder i taknemmelighed.
Du kan også vælge at bede en indre mere generel bøn om velsignelse og støtte på din vej det næste stykke tid.

Min personlige erfaring er, at jo større opgave jeg giver englene, jo mere af min egen energi bruger jeg til at være med til at holde feltet for at det kan ske. Men selvom jeg bruger energi på det, bliver jeg også fyldt op ved det at jeg bruger min energi i et positivt og berigende samarbejde.

Husk at så længe du er nærværende og taknemmelig i din bøn, er den til alles berigelse.

En lille kanaliseret engle velsignelses-bøn du kan bruge hver eneste dag:

”Kære engel af lyset.
Jeg ser dig, som du ser mig. 
Sammen er vi, og sammen gør vi – til ære for livet og lyset.
Mit nærvær giver jeg dig, thi din udfoldelse i mit liv, afhænger deraf.
Jeg beder dig, om berigelse og nærvær i alle aspekter af mit liv.
Kærlighed, velstand og udfoldelse.
Jeg i hjertet, hilser dig i lyset.
I kærlighed,
Taknemmelighed,
Og tillid”

<3

I kærlighed,
Rebekka

38208450_10156565933318209_6142229186661580800_n